Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?



People
Billede taget af flemming rasmussen
sHOPPING
Billede taget af flemming rasmussen

Sony Xperia Z3 Compact

21/11-2014

Et steadicam i lommen

Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke fan af store telefoner på 5" og derover. Derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg læste om Sony Xperia Z3 Compact - den måtte jeg have.

Udover den "kompakte" størrelse på 4.6", tiltalte kameraet mig også - ikke så meget de 20,7 Megapixels, men mere lysfølsomheden på ISO 12.800. Spændingen var derfor stor, da telefonen endelig landede på skrivebordet, og pakken blev flået op.

Kort om telefonen

Telefonen minder umiddelbart meget om iPhone 4/4s med for- og bagside af hærdet glas. Kanten er af gummi, og gør telefonen god at holde ved. Der er kun tre synlige knapper, de sidder alle på telefonens højre side.

Telefonen har to kameraer, hvoraf det bagerste er det mest interessante i denne test. Xperiaen bliver markedsført som vandtæt, og jeg har da endnu ikke taget livet af den, på trods af brug i vådt vejr.

Skærmen er udmærket, men fås bestemt bedre i større telefoner, inklusive storebroren til denne, men Somy Xperia Z3. De 4,6 tommer på denne model byder på en opløsning på 1280 x 720 pixels, med en teknologi, som Sony kalder TRILUMINOS. Hvad dette navn dækker over, må stå hen i det uvisse, men billedet på skærmen er skarpt og står flot.

Styresystemet er baseret på Googles Android 4.4 med Sonys tilføjelser lagt oveni. Sammen med den fire-kernede Snappdragon processor på 2,5GHz får jeg en hurtig brugeroplevelse som er langt over det, min forrige Android-baserede telefon kunne tilbyde.

Kameraet

Jeg vil i denne test kun fokusere på det primære kamera, som er placeret bagpå telefonen. Kameraet er som nævnt på 20,7 megapixel. Det har autofokus og tilbyder 8x digital zoom. Billedchippen, som er en Sony Exmor RS™, går op til ISO 12.800. Kameraet kan tilgås direkte fra standby-tilstand med tryk på nederste knap i højre side - en simpel funktion, som er en kæmpe hjælp når motivet pludselig opstår.

Når kameraet er aktiveret, er der på skærmen følgende valgmuligheder:

  • Flash til/fra
  • For/bag-kamera
  • Adgang til avancerede indstillinger som format (16:9/4:3), selvudløser, smiludløser, eksempel, sekvens ved langt tryk og ansigtsregistrering
  • Tage billed
  • Optage video
  • Andre kameratyper

Under andre kameratyper har Sony leveret forskellige apps, herunder Bedste auto, Manuelt, Defokusering af baggrund og Timeshift video. Savner du funktioner, er der mulighed for download af andre apps, herunder Timelapse.

Manuelle indstillinger

Under manuelle indstillinger har du mulighed for at indstille:

  • Hvidbalance: Skyet, Sol, Neon, Glødepære eller Auto
  • Eksponeringskompensation +/-2
  • Vælge imellem diverse motiver, herunder Blød hud, Landskab, HDR-modlys-kompensation og natportræt. I alt er der 17 forskellige presets.

Billedeksempler

Jeg var så heldig at skulle på ferie umiddelbart efter, at jeg havde fået telefonen, så jeg har haft rig lejlighed til at at teste det i forskellige situationer.

Jeg synes, at kameraet i lys præsterer flot. Nuvel, åbner du billedet i fuld størrelse (klik på de små billeder for oven), står de ikke ultra skarpt, men jeg tror ikke at de kan forventes meget skarpere af en optik og fotochip på den størrelse. Til dagligt brug som facebook, fremvisning på fjernsynet eller fremkaldelse i standardstørrelsen 10x15, er det alt rigeligt.

I mørke (og på billedet med bålet var det rigtigt mørkt!) kommer de høje ISO-tal rigtigt på arbejde sammen med en eksponering på 1/8 sekund. Billedet er taget håndholdt og forsøgt stabiliseret digitalt og er kun med for at vise hvad kameraet kan, når det presses til det yderste.

Billedet af flyet er taget i tusmørke på 1/25 blænde 2 ISO 1000. Her synes jeg, at kameraet præsterer flot og klart over hvad jeg vil forvente af et kamera i en telefon.

Video

Telefonen kan naturligvis også optage video. Her må jeg indrømme at jeg ikke havde læst godt nok op på funktionerne inden jeg optog min første video - i hvert fald kom det som en stor overraskelse, at kameraet har en så effektiv billedstabilisering på video - i nedenstående video ligner det næsten, at filmen er optaget vha. et steadicam.

Udover standardvideo indeholder telefonen selvfølgelig også funktioner til sjov videomanipulation. Min umiddelbare favorit er Timeshift-videoen, hvor man efter endt aftale vælger ét eller flere områder, som skal afspilles med nedsat hastighed. Funktionen fungerer mere gnidningsløst på Apples nye iPhones, men er alligevel en sjov funktion. Eneste anke er, at når først du har redigeret videoen, har du ingen fortrydningsret.

Afsluttende konklusion

Sony Xperia Z3 er den første telefon, som jeg har set som en nogenlunde konkurrent til mit DSLR. Billedkvaliteten er god, funktionerne er tæt på uendelige og så er det nemt at håndtere.

Jeg oplevede i hvert fald flere gange på min ferie at foretrække at tage telefonen i lommen fremfor at slæbe på de 2kg, det store kamera vejer. Samtidig er det imponerende, så mange redigeringsmuligheder, der er bygget ind i en enhed, der koster en brøkdel af et professionelt setup og som vejer under 130g. Samtidig er arbejdsgangene så intuitive, at det ikke kræver store manualer at komme i gang

Jeg ser endnu ikke mig selv undvære mit store kamera, men jeg vil uden tvivl vælge det fra i flere situationer og i stedet hive telefonen frem. At telefonen samtidig er god både at snakke i og benytte til andre ting, tæller også kun i plusbogen. Sony Xperia Z3 Compact får mine varmeste anbefalinger.



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:





Relaterede test:
Samsung D500
Motorola E1000
Nokia 6170
Motorola A1000

Relaterede artikler:
Tips til e·uploader - Beskæring af billeder
Tips til e·uploader - tilpas billedstørrelsen
Skærmstørrelse på mobiltelefoner
En, to, 2½



     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Test - Sony Xperia Z3 Compact - kamerasiden.dk