N-Gage er en meget interessant og meget anderledes telefon. Så det var med stor glæde jeg hentede pakken på posthuset.
Telefonen er, med sine 137 gram, ikke nogen let telefon. Den er også fysisk større (139
kubikcentimeter) end de fleste andre Nokia telefoner, - men ikke helt så slemt. Den vejer
godt til. Den ligger faktisk temmelig godt i hånden. Telefonen er, som 5510, drejet 90 grader
i forhold til de "almindelige" telefoner. Dog har den almindeligt telefontastatur med a, b og c på
2-tallet og ikke som 5510 et qwerty-tastatur. Det viser sig at være utrolig let at vænne sig til, i
hvert fald for almindeligt højrehåndede personer. Der er kommet nogle flere taster (menu, clear,
piletaster etc), men det lærer man også relativt hurtigt.
Som telefon er den lidt speciel. Når man taler ligner man en der har fået en freesbee i hovedet, hvis
man da ikke benytter headset. Telefonen skal nemlig vende med langsiden udad. Der følger et ganske udemærket
stereoheadset med. Lyden i en telefonsamtale er godt nok kun i mono, - men headsettet kan også bruges
til den integrerede musikafspiller som både kan afspille MP3 filer og radio. Derudover er der indbygget
Bluetooth i telefonen, så et trådløst headset er også en mulighed. Jeg prøvede det med et Bluespoon
Digital headset og det var virkelig lækkert. Telefonen bruger dog ret meget strøm når man benytter
Bluetooth. Derudover virker radioen ikke med et trådløst headset da ledningen på snedig vis virker som
antenne for radioen. Men den ret store telefon kan blive i lommen næsten hele tiden. Selv når man skal
ringe op eller svare gøres dette let fra headsettet - hvis man har gemt en stemmestyring til den man
vil ringe til naturligvis.
Telefonen har en lækker stor skærm (176x208 punkter) som ikke kun kommer til sin ret når man spiller,
men også når man benytter WAP/XHtml eller benytter den til længere SMS beskeder eller E-mail. E-mail
klienten understøtter både POP3 og IMAP m.m.
Menuen er den samme som på de øvrige "series 60" telefoner - dvs. med ikoner med tilhørende tekst
underneden. Man kan naturligvis personalisere sin telefon med baggrunde og ringetoner. Dette kan ske
via bluetooth, USB kabel (medfølger) eller via vores e-uploader.
Radioen virker ganske glimrende. Jeg hørte lokalradio hele vejen hjem fra posthuset allerede den
første dag jeg havde telefonen (den test telefon jeg havde har naturligvis været brugt før - og
batteriet var derfor allerede opladet). Der var ingen udfald og kvaliteten er ganske glimrende. Det
er dog temmelig synd at det ikke kan bruges med et bluetooth headset. Når man først er begyndt at
bruge det ønsker man ikke at gå tilbage til et trådet headset igen. Udover at spille radio kan
telefonen også spille MP3 og AAC musik og iøvrigt også vise filmklip med RealOne afspilleren.
Telefonen er en tri-band telefon. Den virker altså også i f.eks. USA.
Det helt store show omkring N-Gage'n er naturligvis spillene. Jeg prøvede Monkey Ball, Tomb Raider og
SonicN. Der er ingen tvivl om at telefonen har en hurtig processor og/eller hurtig grafikchip. Der
er flotte billeder med god 3D effekt i de første 2 spil. Der er også flotte biller i SonicN, - men
da det er et 2D platformspil var der naturligvis ikke meget 3D effekt over det. Spillene er også
"store" med masser af grafik, masser af baner osv. Noget andet end man normalt forventer af et spil
må en mobiltelefon. Dette er naturligvis muliggjort af hukommelseskortene som spillene kommer på.
N-Gage'n understøtter op ti l28 MB MMC hukommelseskort. Det er kort der er sådan cirka på størrelse
med et frimærke - bare væsentligt tykkere. En af de store ulemper ved N-Gage'n er iøvrigt måden disse
hukommelseskort skal sættes i på. Det er nødvendigt at åbne telefonen og pille batteriet ud. Det
virker ret upraktisk!
Batterilevetiden er ikke imponerende. Nokia skriver omkring 200 timers standbytid, men med
bluetooth headset, lidt musikafspilning og en smule spil, ja så kommer man nemt ned på at telefonen skal
lades hver anden dag. I starten, hvor den rigtig er spændende og skal prøves endda oftere.
Det er en fed telefon. Størrelsen er et minus, men hvis den skal holdes og bruges som en spille konsol
er det nok begrænset hvor meget mindre, den kan blive. Batterilevetiden er et stort minus, måden man
skifter hukommelseskort på er et minus. Men udover det er telefonen fed. Jeg giver den hermed 4 stjerner.