Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?



People
Billede taget af flemming rasmussen
sHOPPING
Billede taget af flemming rasmussen

Nokia 6230

21/4-2004

Lige siden der sidste år slap de første billeder af Nokia 6230 ud på nettet har denne telefon været et meget stort emne i div. debatforums rundt omkring på nettet. Og hvorfor så det? Det er simpelthen fordi at Nokia 6230 er den første telefon på det danske marked der kombinerer stort set alle funktioner der kræves af en mobiltelefon i dag, med en størrelse der gør det muligt at bære telefonen uden at skulle skaffe våbentilladelse først.

Med specs der bl.a. indeholder 65.000 farvers TFT display, VGA kamera med mulighed for video, Bluetooth, Mp3 afspiller, Radio, MMC kort, EDGE, xHTML og meget mere pakket sammen på 103 x 44 x 20 mm og med en vægt på 97 gram bliver det uden tvivl en telefon der kommer til at sælge utroligt godt. Og salgstallene for Danmark i de første dage den har været her, har da også bevist dette. Forhandlerne har solgt telefonerne før de har fået dem hjem og de kan næsten ikke følge med efterspørgslen.

Og lever den så op til de skyhøje forventninger der er stillet til dette vidunder fra Finland? Det kan du læse om i denne anmeldelse.

Indhold

I den sædvanlige Nokia æske finder man udover selve telefonen:

  • Nokia BL-5C batteri
  • Nokia ACP-12 oplader
  • Nokia HDS-3 headset
  • Nokia 32mb MMC kort
  • Manual
  • CD med PC Software

Første indtryk

Nokia 6230 er klart en mobil til business-segmentet og det ses også på det meget stilede design. Selvom telefonen er af plastic føler man ikke man står med et stykke legetøj i hånden, men nærmere et stykke gedigent professionelt værktøj. Tidligere mobiler fra Nokia til samme segment har haft en tendens til at føles meget plasticagtige – dette skyldes i høj grad de løse bagcovers mange af telefonerne har bøvlet med. Det har Nokia 6230 heldigvis ikke problemer med.

Skærmen

Endelig har Nokia forstået at en telefon i dag skal have minimum 65.000 farver og TFT display. Og hvilken forbedring det dog er. Nokia 7250i og 6220 var begge udstyret med en STN skærm med 4096 farver – og hoppet fra det og op til hvad man finder i 6230 er da også mærkbart. Farverne står meget tydeligere og skarpere – og sollys, som skærmen i Sony Ericsson T610 har fået mange høvl for ikke at kunne klare, klarer 6230 uden problemer. Baggrundsbilledet står også helt klart og tydeligt, hvad enten man bruger et billede hentet fra nettet eller et af de billeder det indbyggede kamera kan fremtrylle. Desværre er skærm-opløsningen kun på 128x128 pixels. Man savner noget større, men det går an.

Menuerne

Det grafiske indtryk fra menuen kan virke utroligt skuffende da Nokia holder sig til deres klassiske menuer. Det ville ikke være at gå over stregen at kalde dem kedelige. Udover den klassiske Nokia menu-visning kan man også vælge ’gittervisning’ hvor man kan se alle 9 ikoner på en gang (3x3). Det gør det dog ikke mere spændende at se på, kun mere overskueligt. Ved hjælp af farveskemaer kan man skifte farven på Batteri- og signalindkator, scrollbar samt farven på de ’bjælker’ der fremkommer når man markerer noget. Man kan vælge mellem Blå, Brun, Grå, Grøn, Orange, Lyserød, Rød og Violet.

Som noget helt nyt er navigationstasten nu 5-vejs, hvilket betyder at man trykker i midten af pilene for at vælge. Af uvisse årsager skal man nogengange bruge venstre valgknap i stedet – det virker lidt ulogisk hvornår man skal det og kan også være irriterende at man pludselig skal bruge en anden knap.

Hastigheden på menuerne ligger langt over konkurrenterne. Når man navigerer rundt, reagerer telefon lige med det samme, hvilket er utroligt positivt. Dette gælder også ved SMS skrivning. Selv turbo-skrivere får ikke problemer med at telefonen ’glemmer’ bogstaver.

Det seriøse

Som den business mobil Nokia 6230 er, skal den selvfølgelig også indeholde funktioner der appellerer til den professionelle bruger. Og det kan man roligt sige Nokia 6230 gør. Telefonen indeholder en e-mail klient så man nemt og hurtigt kan sende og modtage e-mails via en Pop3 eller IMAP mailkonto. Desværre understøtter e-mail klienten ikke vedhæftede filer, men kun det mest basale. Til gengæld forvolder det ingen problemer at opsætte den.

Forbindelsesmuligheder er der heller ikke mangel på i Nokia 6230. Telefonen indeholder både Bluetooth, IrDa og SyncML hvilket gør det utroligt nemt og hurtigt at synkronisere kalender og kontakter eller overføre billeder til computeren.

Nokia 6230 er en af de første mobiler på det danske marked der tilbyder EDGE. EDGE er en udvikling af GSM/GPRS nettet som gør det muligt at overføre data med hastigheder på 236,8 Kbit/s. Dette er kun teoretisk, og den reelle hastighed vil ligge en smule lavere. Desværre er der ikke nogen operatører der tilbyder EDGE endnu, men Sonofon har en opdatering af nettet i støbeskeen så danskerne kan få lov til at bruge EDGE.

Kalenderfunktionen er efter min mening fremragende og bedre end f.eks den kan man kan finde i Sony Ericsson telefoner. Der er mulighed for at tilføje forskellige typer aftaler. F.eks Møde, Ring til, Fødselsdag, Notat og Påmindelse.

Det sjove

Når man kigger lidt på underholdningsmulighederne i Nokia 6230 bliver man helt overrasket. Videoafspilning, mp3 afspiller, VGA kamera m.m. har tidligere været forbeholdt avancerede smartphones, men alt dette finder man i telefonen.

Radioen er som vi kender den fra tidligere modeller, bl.a. 7210 og 6610. Der er mulighed for at gemme 20 faste stationer og man kan sågar afspille radioen gennem den indbyggede højtaler. Da det medfølgende headset fungerer som antenne, skal det sidde i hvis man vil bruge radioen.

Mp3 afspilleren var en af de ting der virkelig imponerede mig. Lyden er rigtig god og det er nemt at finde rundt i de numre man har lagt på MMC kortet. Og man kan rent faktisk bruge et kort på 512mb, hvilket giver plads til en del musik. Sangene kan enten spilles gennem højtaleren som har en overraskende god lyd eller gennem headsettet. Det kunne være rart hvis man kunne skru lyden i headsettet en smule højere op, men så undgår man da en skadet hørelse.

Kameraet er VGA, hvilket betyder at den kan tage billeder i størrelsen 640x480 pixels. Der er 4 forskellige muligheder; Standardbillede, Portætbillede, Aftentilstand og Video. Standard billederne bliver utroligt gode, og jeg er ikke bleg for at sige at Nokia 6230 er den mobiltelefon på det danske marked der tager de bedste billeder netop nu. Med ’aftentilstand’ er det muligt at tage billeder selvom lyset ikke er optimalt. Mange mobilkameraer må give op ved bare den mindste smule mørke, men billeder taget i ’aftentilstand’ er meget flotte.

Videooptageren kan optage op til 4 minutters video med lyd i .3gp format, som bl.a. understøttes af Quick Time. Med en indbygget hukommelse på 9MB samt et MMC kort, skal der nok blive plads til en masse billeder og videoer.

Polyfoniske ringetoner er i dag standard i alle nye telefoner, og de lyder da også bedre end de gamle monofoniske toner. Men endnu bedre er mp3 toner som Nokia 6230 kan afspille. Det lyder simpelthen, for at sige det mildt, skide fedt når telefonen afspiller en sang med vokal og det hele ved et indgående opkald. Det noget der giver opmærksomhed hvis man står i supermarkedet og ens telefon pludselig begynder at spille det nyeste hit.

Hvis man har lyst til at proppe sin mobiltelefon med spil, programmer osv. er dette også muligt. Nokia 6230 understøtter nemlig JAVA j2me standarden, og der er efterhånden udviklet utrolig mange programmer og spil specielt til Nokias Series40 system som 6230 kører med.

Medieafspilleren i telefonen gør det muligt at afspille videoklip. På nuværende tidspunkt er det kun muligt hvis man overfører fra computeren til telefonen, men når EDGE kommer på banen vil det være muligt at streame disse klip direkte.

Med optagerfunktionen kan man indtale beskeder og aflytte dem senere, altså en lille diktafon.

Opsummering og facts

Standby tiden er fra Nokias side opgivet til 150-300 timer, med en taletid på 3-5 timer. Dette tal bliver dog væsentligt mindre hvis man bruger radio eller mp3 afspiller meget.

Alt i alt er telefonen et rigtig lækkert stykke værktøj som også fungerer som legetøj. Telefonen savner dog en større skærm, så man bedre kan udnytte kamera, streaming af video osv.

Nærmeste konkurrent er på nuværende tidspunkt Sony Ericsson T630. Men inden længe skulle Sony Ericsson K700 være at finde på det danske marked. Det bliver en næsten lige kamp mellem 6230 og K700, men 6230 har uden tvivl allerede solgt godt når K700 kommer på markedet.

+

  • Kameraet
  • Mp3 afspiller / mp3 toner
  • Bluetooth
  • Mulighed for MMC kort
  • Hurtig navigation

-

  • Kedelige menuer
  • Lille skærm

5 STJERNER!!! Top-karakter.



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:




Relaterede test:
Sony Xperia Z3 Compact
Samsung D500
Motorola E1000
Nokia 6170

Relaterede artikler:
Tips til e·uploader - Beskæring af billeder
Tips til e·uploader - tilpas billedstørrelsen
Skærmstørrelse på mobiltelefoner
En, to, 2½



     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Test - Nokia 6230 - kamerasiden.dk