Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?



People
Billede taget af flemming rasmussen
sHOPPING
Billede taget af flemming rasmussen

Logitech SoundMan Z-560

1/7-2002

Efter lang tids venten modtog jeg endelig de nye højttalere fra Logitech, nemlig SoundMan Z-560. Da jeg tidligere havde hørt dem spille, var forventningen stor. THX-certificeringen, som kun ganske få computerhøjttalere har, var ligeledes med til at skrue forventningerne til systemet højt op. Desværre valgte min computer netop at gøre vrøvl samme dag, som jeg modtog systemet. Grrr...

Men inden alt dette, blev den meget store kasses indhold undersøgt. Logitech Z-560 er et surroundsystem, hvorfor der er fire satellit-højttalere. Dertil kommer en 8" subwoofer samt en styreenhed, SoundTouch Control Center.

De fire satellithøjttalere er ens, og på hver 53 watt RMS. Sub'en er på 188 watt, hvilket giver en samlet effekt på 400 watt RMS.

Tilslutningen er nem - styreenheden tilsluttes computerens lydkort med to minijack stik, og med det andet stik subwooferen, hvori forstærker mv. sidder. Til subwooferen tilsluttes også de fire satellitter på samme måde, som man kender det fra rigtige anlæg.

For at få mest ud af højttalersættet, bør man have et lydkort med udgang til for og bag-højttalere (4 kanals lydkort, som f.eks. SoundBlaster Live). Har man ikke det, er højttalerne udstyret med en funktion, Logitech kalder M3D. Med denne får man en surround-lignende effekt med et almindeligt to kanals lydkort.

Ledningerne til satellithøjtalerne passer fint til rummet, hvor min computer står; kablerne til for-højttalerne er 1,8 meter, og dem bagtil er 4,5. Men da det er kabler uden nogen former for stik, er det let at få nogle længere. I manualen findes en god og illustrativ forklaring til tilslutningen, der nu engang ikke er særlig svær. Af samme grund er den danske del af manualen ikke mere end seks sider lang.

Endelig kom tidspunktet, hvor højttalerne skulle vise, hvad de er værd. Og i netop samme øjeblik som jeg var klar med ørene slået ud, gik mit gode, gamle Windows 98 ned med et brag. Eller det vil sige: det meste virkede, undtaget multimediefunktionerne. For god ordens skyld skal jeg nævne, at dette crash absolut intet har at gøre med højttalerne, blot har jeg været for doven mht. vedligeholdelse af computeren. Det lykkedes mig dog at klemme lidt lyd ud af den, men absolut ikke imponerende. Jeg var næsten grædefærdig...

Til alt held har jeg også Windows XP installeret, dog uden driverne til mit lydkort. Disse blev dog hurtigt fundet på nettet, og nu skulle det ske: jeg fandt den nye cd med Sash frem, og nummeret Baila loca startede. I netop dette nummer kommer bassen rigtigt på arbejde. Jeg var imponeret! Hvad jeg mente at kunne huske som god lyd, var intet mindre end eminent. Der er så stor kraft på de højttalere, at man ikke kan skrue meget mere end halvt op, før det begynder at blive for højt, og gøre ondt i ørene. Og det uden der kommer støj på lyden.

DVD'en Saving Private Ryan blev smidt i DVD-drevet. Åbningsscenen fra filmen er utrolig flot lydmæssigt, og man føler virkelig, at kuglerne flyver omkring ørerne på en. Eksplosionerne kan mærkes i hele kroppen, og kan høres overalt i huset.

Jeg har nu haft højttalerne i nogle uger, og har leget meget med lyden. Der er ingen tvivl, de her højttalere spiller sindssygt godt. Samtidig ser systemet godt ud. Satellitternes fødder er aftagelige og kan drejes på sådan en måde, at de kan monteres på væggen. SoundTouch Centeret kan placeres stående og liggende - lige meget hvordan det placeres, pynter det på skrivebordet. Den blå diode, der lyser op når der er strøm på, ser ret funky ud. På centeret er det muligt at justere volume, bass, lydniveau for og bag, aktivere M3D samt tilslutte hovedtelefoner. Selvfølgelig kan man herfra også slukke for det hele - funktionen dine naboer vil elske.

Da jeg har et 4-kanals lydkort er M3D funktionen for mig ikke så interessant, men jeg har da selvfølgelig eksperimenteret med det. Så vidt jeg kan høre, bliver der tilføjet rumklang, samtidig med der sker en fasevending i baghøjtalerne. Dette giver en følelse af at være omringet af musikken, og lyder faktisk ret godt.

Selvom højttalerne fortjener al den ros, de her får, er der også ting der helt sikkert kan forbedres. Der er meget bass på, rigtig meget - og det er da også det, der gør højttalerne så fede. Men til tider er der også for meget. Selv når der er skruet helt ned for den, er den meget gennemtrængende. Jeg har også oplevet, at når højttalerne spiller lavt, så kommer der simpelthen ikke lige meget lyd ud af dem. På mit sæt spiller venstre højttaler simpelthen højere end den højre.

Foruden disse småting, kunne jeg godt tænke mig digital tilslutning til højttalerne, og så lige en femte satellithøjttaler. For så godt som de spiller, burde det være muligt med en digital tilslutning, der ville give endnu bedre lyd, samtidig med højttalerne kunne tilsluttes andet end en computer. At lave dette, vil selvfølgelig forøge prisen, men jeg tror, det vil være det værd!

Alt i alt har det været en oplevelse, at have Z-560 til test. Til en vejledende udsalgspris på 2.290 kroner, kan det være svært ikke at anbefale dem. De spiller så godt og overbevisende gennem hele lydspektret, og så ser de godt ud. Jeg har endnu ikke modtaget nogle klager fra naboerne, men det siger mere om dem, end om højttalerne. For de kan høres - langt væk!



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:




Relaterede test:
Logitech G5 Laser
Logitech LX700
Logitech diNovo Cordless Desktop for Notebooks
Logitech MediaPlay Cordless Mouse

Relaterede artikler:
Logitechs presseevent 2006 – en revolution på hjul!
RAM - Random Access Memory
En beretning om min indgang til IT
Test af Silent Whisper lyddæmpnings måtter



     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Test - Logitech SoundMan Z-560 - kamerasiden.dk