Vi har før testet en trådløs, optisk mus fra Logitech, ja faktisk op til flere. Denne her er dog anderledes end dens forgængere. Dels indgår den i den helt nye produktserie MX og dels skal man her ikke bekymre sig om batteri-tiden, der ellers har været et problem for denne slags mus.
Musen kommer sammen med de nødvendige drivere, modtager, batterier, strømforsyning og en brugervejledning. Installationen går let, modtageren kan både sættes i USB og PS/2-stik. Musen er udført samme lækre materialer som Cordless TrackMan Optical og har stort set også de samme genvejstaster, nemlig:
Crouse Control – scroll-knapper, der har samme funktion som scroll-hjulet.
Internet Navigation – to knapper der sidder ved tommelfingeren og lader dig bladre frem og tilbage i websider.
Ud over disse, har Logitech designet knappen Quick Switch Program Selector, der som navnet nok antyder lader dig vælge imellem dine aktive programmer.
Den helt store nyhed ved MX700 er modtageren. Foruden dens primære funktion som modtager for radiobølgerne, fungerer den også som oplader for batterierne. En lille diode i toppen af musen blinker, når det er ved at være tid for en opladning. Musen sættes let i modtageren og i løbet af to timers tid, er batterierne så gode som nye. Er det kritisk, og du hurtigt skal bruge musen, giver ti minutters opladning saft og kraft nok til en times brug.
Batteri-levetiden på en opladning er så heller ikke forbløffende. Et par dage ved almindeligt brug, og så skal den oplades, men det gør jo heller ikke noget når opladeren er lige ved hånden.
At sidde med MX700 i hånden er en fornøjelse – den perfekt til min hånd, og der er ingen knapper der sidder i vejen. Dog kan de tre knapper omkring scrollhjulet være ret svære at klikke på, i hvert fald skal fingrene bøjes på en måde der gør det mere tillokkende ikke at anvende dem.
Prisen lyder på 699,- inkl. moms. For de penge får du en mus, der ser godt ud, føles godt og som ikke vil koste dig i batterier som de øvrige trådløse mus gør. Den får fire stjerner.