Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?



People
Billede taget af flemming rasmussen
sHOPPING
Billede taget af flemming rasmussen

Logitech Cordless Desktop Optical

4/11-2001

Vi har fra Logitech modtaget det nyeste skud på stammen af tastatur/mus, nemlig CordlessDesktop Optical. Som navnet antyder, er der tale om trådløse enheder og en optisk mus. Musen minder meget om Cordless MouseMan Optical, dog er det en lidt opdateret version.

Det hele er udført i sort og mørkegråt plast. Musen har fire taster, nemlig højre/venstre, scrollknap og en tommelfingertast. Det hele kan programmeres som man lyster, med mulighed for bl.a. at afslutte programmer, navigere på nettet og zoom-funktioner. Musen bygger som nævnt på en tidligere model, og har derfor de samme kvaliteter som den: Den ligger godt i hånden, den bevæger sig godt og sikkert over alle materialer og så har den god batterilevetid, på trods af, at den er optisk.

Tastaturet er et 105-tasters tastatur med et væld af ekstra knapper hist og her. I venstre side sidder der en scrollknap, som kan programmeres til for eksempel lodret scroll, skift program, zoom osv. Et tryk på scrollknappen fremkalder en menu, hvor man hurtigt kan skifte mellem de nævnte indstillinger. Nedunder sidder to knapper - de fungerer som navigation på nettet. Til venstre for escape findes en sluk computer/standby knap. Fire knapper mere kan fremkalde forskellige websider. Logitech lægger meget op til, at man bruger tastaturet sammen med deres websted, myiTouch, hvorfor denne side dukker op ved tryk på knapperne.

I højre side er endnu en bunke knapper, de kalder igen forskellige websider frem. Bl.a. er der en søg-knap, så du lynhurtigt får adgang til din yndlingssøgetjeneste. Midt på tastaturet øverst er, efter min mening, sættes absolut største genistreg. Et multimediecenter. OK, det er set før på andre tastaturer, forskellen er bare, at det her fungerer!

Fire store knapper, to mindre og en stor drejeknap dominerer toppen. Med et tryk på den ene knap fremkalder du Medie Player eller Logitechs egen MusicMatch. Med de fire store knapper zapper du rundt i musikken, holder pause eller stopper det helt. Med drejehjulet kan du justere lyden samt slukke helt for den med den sidste knap.

Normalt når man finder sådan ekstraudstyr på et tastatur, fungerer det kun med producentens eget program, som man alligevel ikke gider bruge. Til min store overraskelse virker tastaturet sammen med både Winamp og Medie Player - de nok mest brugte programmer til afvikling af multimedier. Desværre har jeg ikke kunne få det til at virke med min DVD-afspiller på computeren, det havde ellers været genialt. Dette opvejes til dels af, at knapperne fungerer lige meget hvad program du er i. Du kan altså f.eks. kører med winamp minimeret, og stadig navigere rundt i musikken uden at skulle gøre programmet aktivt. Smart! For at gå lidt væk fra dette overflødighedshorn af muligheder, vil jeg nævne ergonomien i tastaturet. For det første er der på bagsiden af tastaturet en stor mærkat, der giver gode råd om ergonomi i forbindelse med brugen af tastaturet. Bagpå? Jeps, det er faktisk det første man ser, når man skal sætte batterier i tastaturet.

En håndledsstøtte medfølger, den er lige til at klikke på. Tastaturet er meget fladt, hvilket faktisk er ret behageligt. Det skulle ifølge Logitech være bedre for dine håndled, og umiddelbart virker den påstand meget fornuftig. De mange taster på tastaturet gør, at du ikke skal have fat i musen nær så ofte - det nedsætter risikoen for museskader. Med alle de tiltag for ergonomiens fremme kan det undre, at tastaturet ikke er buet, altså ligesom Microsofts Natural-serie. Med den form hviler dine hænder meget mere naturligt.

Trådløst - ja, det er kun endnu et plus i hatten. Godt nok skal der skiftes batterier, men hvor er det dog rart at kunne tage sit tastatur med sig. Især hvis computeren fungerer som anlæg, er det smart at tastaturet kan bruges som fjernbetjening. At det hele er trådløst betyder også, at sættet faktisk kun optager en port i computeren hvis man anvender USB. Alternativt kan man benytte PS/2. Trådløsheden betyder dog også batteriskift, men det er det værd.

Installationen af sættet gik også gnidningsløst. Der bliver oprettet en del menupunkter i start-menuen, ligesom der bliver lagt en del ikoner i systembakken. Bl.a. vises her, om Caps.Lock er trykket ned. Alt dette er dog til at få ryddet ud i. Det eneste man skal huske under installationen er, at softwaren skal installeres før du sætter modtageren i computeren. Det minder en label på stikket dig om. Der er tænkt på meget

Helhedsindtryk af tastaturet. Jeg kan ikke sige så meget andet, end dette sæt begejstrer mig meget. Jeg har her mest koncentreret mig om tastaturet, da du kan læse en test af næsten samme mus andetsteds på siden. Et kritikpunkt af musen er dog opdateringshastigheden. I spil hvor det skal gå stærkt, kan den optiske sensor altså ikke helt følge med, hvorfor det nok er klogest at have en gammeldags mus i baghånden.

iTouch, som multimediecentret og de omkringliggende knapper hedder, har ligeledes vækket min begejstring. Jeg kommer virkelig til at savne lydkontrollen og muligheden for at skifte musiknummer direkte fra tastaturet, når testen her er overstået. Sidst men ikke mindst så pynter sættet utrolig meget på skrivebordet. Prisen på omkring 1000 kr. synes måske lidt pebret, men pengene er godt givet ud! Dette sæt får derfor velfortjente fem stjerner.



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:




Relaterede test:
Logitech G5 Laser
Logitech LX700
Logitech diNovo Cordless Desktop for Notebooks
Logitech MediaPlay Cordless Mouse

Relaterede artikler:
Logitechs presseevent 2006 – en revolution på hjul!
RAM - Random Access Memory
En beretning om min indgang til IT
Test af Silent Whisper lyddæmpnings måtter



     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Test - Logitech Cordless Desktop Optical - kamerasiden.dk