Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?



People
Billede taget af flemming rasmussen
sHOPPING
Billede taget af flemming rasmussen

Kodak EasyShare DX3215 Zoom

10/2-2002

Så skete det igen – et test af et digitalkamera, denne gang fra Kodak, nemlig Kodak Easyshare DX3215 Zoom. Hvor vi i de sidste to tests har haft nogle lidt dyrere kameraer til test, har vi nu vendt os mod en model der er lidt mere venlig overfor tegnebogen.

Kameraet blev leveret i en stor fin kasse med de nødvendige kabler, dockingstation, cd’er med software og brugerhåndbog samt en tynd sag af en ”kom hurtigt i gang”-manual. Dockingstationens formål er dels at oplade batteriet, og det varede da heller ikke længe før kameraet fandt sin plads her. Imens kunne jeg passende sætte mig lidt mere ind i de tekniske detaljer.

Hvad kameraet indeholder af guf har Kodak været så venlige at skrive på et grimt, gult klistermærke, der sidder på forsiden af kameraet. 1.3 Megapixel er det blevet til, dette betyder en maksimal billedstørrelse på 1280x960, hvilket ikke er ret meget, hvis man ønsker høj kvalitet på ens udprintninger. Jo flere megapixel, jo bedre vil et print se ud, da der er plads til langt flere detaljer i billedet. Til den almindelige bruger uden dyr fotoprinter, er dette dog stort set ligegyldigt. Til brug på nettet eller blot til fremvisning på computeren er det nævnte antal megapixel alt rigeligt.

Kameraet har 4x zoom, 2x optisk og 2x digital. 2x optisk er ganske normalt for et kamera i denne prisklasse, og fungerer upåklageligt. Dog er den digitale zoom ikke trinløs – her er det enten eller.

Af hukommelse er der i kameraet indbygget 8 MB. Dette rækker til 20 billeder i bedste kvalitet og 80 i den dårligste. Har man behov for yderligere hukommelse skal man købe sig Flash Ram i form af MultiMediaCards. De er lidt dyrere i forhold til det ellers meget brugte CompactFlash.

Selve kameraets ydre er i gråt plast – det virker rimelig solidt på grund af dens vægt, der er meget rimelig i forhold til størrelsen. Et kritikpunkt er linsen, der ikke er beskyttet når kameraet står ubrugt hen. Det er lidt ærgerligt, da der let kan komme fedtfingre på. Kameraet her indbygget flash – for den er der et par indstillings muligheder, blandt andet en funktion hvormed man undgår røde øjne. På bagsiden er kameraet udstyret med LCD-display, navigationsknapper og en almindelig søger.

Endelig er batteriet blevet opladet – det tager ikke mere end to timer. Kameraet beder mig som det første at indstille tid og dato, og når dette er klaret, kan der tages billeder. LCD-displayet skal tændes efter kameraet er blevet tændt. Dette må være en energisparefunktion, som jeg dog finder en smule irriterende. Styringen af kameraet er utrolig simpelt og intuitivt. Man kan nemt tage billeder med dette kamera uden at have åbnet manualen en eneste gang.

Efter at have taget billeder, skal disse naturligvis overføres til computeren. Sæt kameraet i dockingstationen og tryk på knappen, så starter Kodaks billedsoftware op. Softwaren er ganske simpel og lige til, og hurtigt ligger billederne på computeren. Softwaren opretter selv folder, sorteret efter enten hvornår billederne er taget eller hvornår de er overført. Smart, da der ellers hurtigt kan blive et stort rod. Med softwaren får du samtidig mulighed for let at fjerne røde øjne eller tilføje andre effekter til billederne.

Udover dette, følger også programmet Memory Albums hvor du kan sætte billederne op i album og printe ud. Ser ganske smart ud, og fungerer upåklageligt. Alt i alt noget udmærket software, der dog er ramt af enkelte fejl hist og her. I hvert fald lykkedes visse ting aldrig for mig.

Når alt dette er ordnet, kan vi nu tage et kig på billederne. Umiddelbart ser resultaterne godt ud, men kigger man lidt nærmere på de enkelte detaljer, kan det godt se ud som om jpeg-komprimeringen er blevet foretaget lidt for hårdt. Det er ikke noget alarmerende, og når kameraet i forvejen ikke henvender sig til professionelle fotografer, må dette være i orden.

Farverne på billederne står skarpt, der er god kontrast og ved de fleste af billederne er efterbehandling i et fotoprogram unødvendigt. Kameraet giver ikke mulighed for manuelt at indstille lys og andet, men klarer opgaven selv flot. I den ringeste kvalitet tager kameraet billeder i størrelsen 640x480. Disse fylder lige omkring 100kb og er perfekte til e-mail. I farveovergange, f.eks. hvis man tager billeder af en blå himmel, træder jpeg-komprimeringen igen tydeligt frem i form af striber på billedet. Kunne man tage billeder i rent TIFF-format (ukomprimeret) ville det være perfekt.

Kameraet er alt i alt et godt kamera til brugeren, der ikke stiller de helt store krav til billedet. Kameraet er perfekt til nybegyndere, da det er utrolig let at gå til. Dog er der også en del minusser, som i test-perioden har irriteret mig. Softwaren i selve kameraet fungerer ikke altid helt perfekt, og ofte bliver man nødt til at slukke og tænde kameraet for at få det til at virke. Eksempelvis oplever jeg ofte, at LCD-skærmen ikke lader sig tænde. Denne software er dog til at opgradere, det kræver blot et memory-card.

Batteritiden er absolut heller ikke vær at rose. Efter en lille times brug er kameraet dødt. Og det er ikke tale om en times uafbrudt brug. Desuden virker kameraet måske også en lille smule for plastic-agtigt. De gule klistermærker pynter absolut heller ikke, disse kan dog fjernes. Den store dockingstation fylder måske også lidt rigeligt på skrivebordet, men til gengæld er det smart at den samtidig oplader kameraet og det er uhyggelig let lige at hente billederne ind på pc’en. LCD-skærmen virker desuden en smule mørk. Det kan til tider være svært at se på den, især indendørs. Desuden er den en smule grumset.

Kameraet ligger omkring tre til fire stjerner – brugervenligheden tæller godt deropad, men de fejl og irritationsmomenter som jeg har oplevet trækker også godt ned. Prisen på 2.495,- virker måske også lidt dyr, når man kan få et 2.2 megapixels kamera for blot 300 kr mere (februar 2002 på edbpriser.dk). Om man kan lide plasticen som kameraet er indkapslet af, er selvfølgelig en smagssag. Jeg synes dog ikke, at kameraet er decideret pænt. Men et godt kamera til begynderen, der tager nogle ganske fornuftige billeder. At den egentlige manual kun ligger i cd-format synes jeg måske er lidt tyndt. Man savner en bog at slå op i, hvis man står udenfor og pludselig bliver i tvivl om en given funktion. Jeg giver Kodak DX3215 Zoom tre stjerner, men håber på, at en softwareopdatering vil gøre kameraet mere stabilt og dermed måske en højere bedømmelse.


Se billeder taget af vores brugere med kameraet i billedkritik.



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:





Kom med et forslag til en test af et digitalkamera

Test af andre kameraer fra Kodak:
Kodak V610
Kodak EasyShare DX3900 Zoom
Kodak DX3600

Relaterede test:
Minitest: Nikon Coolpix S510
Minitest: Samsung NV 20
Minitest: Praktica Luxmedia 7303
Minitest: Canon Ixus 860 IS

Relaterede artikler:
Nye minitests af kameraer
Blænden – den fotografiske iris
Nyt brugervenligt spejlrefleks fra Nikon
Ekstrem makrofotografering med omvendt 50 mm



     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Test - Kodak EasyShare DX3215 Zoom - kamerasiden.dk