Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?



People
Billede taget af flemming rasmussen
sHOPPING
Billede taget af flemming rasmussen

Canon S830D

23/10-2002

Bubble Jet S830D er en såkaldt fotoprinter, og dens mission er selvfølgelig at skabe farvebilleder i ren fotokvalitet. Jeg vil allerede her afsløre, at denne printer mestrer dette og at kvaliteten af de forskellige prints var fotorealistisk i en sådan grad at forskellen mellem foto og print er stort set usynlig. Med Canons eget specialpapir til fotoprint, loves oveni den gode fotokvalitet også hele 25 års lysægthed.

I kassen findes dette papir dog kun i få eksemplarer, så man skal straks ud for at købe printerføde i form af godt (Og meget dyrt) fotoprinter papir. Mht. Printerens specifikationer jf. Canon selv, kan følgende fremhæves: Er en stor basse på hele 5,8 kilo, 37 dB støjniveau, direct print fra digitalkamera og hukommelsseskort, 6-farve system, printer i 2400 x1200 dpi og har mulighed for kant-til-kant prints.

Ovenstående er nogle af nøgleordene. Det kan opleves som en stor printer, men personligt ser jeg hellere en printer med gods i end en lille og let sag der let rystes. Her står S830D fast på bordet og er ikke til at rokke, hvilket selvfølgelig er et plus for printerens stabilitet under printning.

Lydmæssigt er der ikke meget at komme efter hos S830D, den larmer absolut ikke men man kan dog ikke undgå at høre den. Dens "dunk", når farvepatronerne er nået hele vejen henover papiret, og den skal "vende" og tilbage igen, kan faktisk høres selv når man er i et andet værelse. Generelt afgiver denne printer dog ikke mere støj end normalt, når printhovedet danser henover papiret. En lidt speciel ting er dog, at Canon har valgt at folk selv skal montere printhovedet når printeren pakkes ud. Det er formentlig gjort med henblik på lettere reparation, hvor man så blot kan afmontere hovedet hvis farver ikke arter sig som ønsket, og så aflevere det lille hoved i stedet for hele printeren. Man kunne mene, at denne manøvre er i overkanten af hvad man kan forvente at forbrugeren selv kan håndtere, men ved nærmere eftertanke tror jeg nu sket ikke det er så dum en ide alligevel. Godt nok skal man være lidt påpasselig ved monteringen, men værre er det ikke. Man skal blot holde fingrene fra selve printhovedet, og det er ikke stort sværere end at montere de 6 forskellige medfølgende farvepatroner. Canon har valgt at dele patronerne ud i de enkelte farver, således at man blot skifter én farve, f.eks. magenta, når denne er tom. Et dejligt plus der forhindrer spild af farve - og optimerer økonomien for farveprintningen. Skriver man tekst ud, eller andet helt i sort, slides der ikke på de dyre farvepatroner men i stedet på en separat patron med sort blæk. Også et plus, men dog ikke er noget usædvanligt syn blandt farveprintere længere.

Det er logisk at printerproducenterne satser kraftigt på at få en bid af kagen, når billederne fra de ekstremt populære digitalkameraer skal virkeliggøres. Alle ved de, at de gode ferieminder ikke er nær så gode på skærm som på papir, så derfor er der kommet en sand regn af fotoprintere i slipstrømmen af digitalkameraernes succes. Omdrejningspunktet er digitalkameraet, og også derfor fødes mange fotoprintere nu med div. Muligheder for direkte tilslutninger af hhv. digitalkamera og hukommelseskort (Såkaldt "direct print"). S830D har 2 muligheder, enten tilkobling af digitalkameraet (Skal være et Canon) med det medfølgende kabel, eller tilkobling af hukommelseskortet i printerens egen holder. Denne holder er til de såkaldte PCMCIA-kort, og der medfølger en PCMCIA-kortadapter til CompactFlash kort. Disse anvendes af Canon selv, så det er nok ikke mærkeligt at den medfølgende adapter er til netop CompactFlash kort. Bruger man andre medier, kunne være SmartMedia, må man altså investere i endnu en adapter. Dette bryder jeg mig ikke meget om, især ikke da Hewlett Packard har vist at gode fotoprintere både kan laves billigere og med flere holdere til de forskellige mest brugte hukommelseskort. Det burde Canon også overveje.

Uanset typen af hukommelseskort, er det en stor befrielse blot at kunne sætte kortet direkte i printeren og printe uden computer. Selve navigeringen finder jeg meget let, faktisk printede jeg mange billeder førend jeg overhovedet kiggede i manualen. Har man mange billeder på sit hukommelseskort bør man dog udprinte et "index" hvor billederne findes med nummerangivelse, ellers får man hurtigt rodet rundt i hvilke billeder der ligger hvor på kortet. At printe et index er dog både hurtigt og effektivt, så det irriterer mig ikke at printeren selv giver billederne på kortet egne numre fra 001 og opefter. Har man et Canon digitalkamera der understøtter "direct print" kan man tilslutte kameraet og bruge dets LCD-skærm til at se billederne, alt mens man vælger fra og til. Uden kamera kan det kun lade sig gøre at se billederne hvis man køber den tilhørende DCL-skærm, CV-100 Image Viewer, som desværre er ekstraudstyr. Den påmonteres smart printeren og giver mulighed for at se billederne før man printer dem.

Selve kvaliteten af de billeder jeg har printet med denne printer kan ikke diskuteres: Det er en uovertruffen kvalitet som ligger så nær foto, at man stort set kan bruge ordet "identisk" om forholdet print vs. foto. Ovenstående var ellers ikke vores første indtryk. Langt fra. Vi startede ud med at printe på HP's fotoprinterpapir, og det gav nogle meget kedelige og mærkeligt udseende billeder. Da vi gik over til Canons eget hjalp det dog gevaldigt, og den sande fotokvalitet var endelig blevet til virkelighed. Der er i menuen på printeren mulighed for at vælge kraftigere farvenuancer og lign, hvis man mener det er påkrævet for at få billedet til at syne af mere end hvad reelt er. Det giver en kraftig vitaminindsprøjtning mht. billedernes kontrast og farverighed, og jeg brød mig faktisk godt om denne simple funktion. Navigationen på S830D's display er let og ligetil, og med lidt træning går det let som en leg at printe et eller flere billeder tjuhej i flyvende fart.

Mht. fart er printeren dog ikke nogen ørn, det går stille og roligt derudaf - i al fald når man printer direkte fra hukommelseskort. Her er overførselshastigheden så langsom, at man oplever at printeren stopper igen og igen for at læse fra kortet, hvorefter den skriver lidt og så stopper igen. Nogen egentlig kritik kan det dog ikke blive til, da den ikke afviger i hastighed fra det gængse på markedet.

S830D kan printe kant-til-kant i A4 format. Det tager selvfølgelig laaang tid hvis det skal være i bedste fotokvalitet, bered dig på adskillige minutter, men det er uanfægteligt at resultatet er værd at vente på. Det er det! Det eneste minus i denne funktion er, at man efterfølgende på papiret kan se nogle svage mærker efter det sted hvor printeren har holdt papiret de sidste centimeter af printningen - men holde papiret på en eller anden måde, det er jo ikke til at komme udenom for nogen printer. Dog ærger mærkerne mig alligevel, for netop her er der en forskel fra det man kan få hos fotohandleren og det printeren kan præstere.

Jeg mener ikke der er meget at komme efter billedmæssigt. Canon Bubble Jet S830D udskriver prints i ren fotokvalitet. Ingen tvivl om det. Min største anke bliver prisen set i forhold til det produkt man får. Vi har tidligere testet en Hewlett Packard fotoprinter her på eaid.dk, og dens billedkvalitet afviger ikke negativt fra den jeg nn har set hos Canons S830D - prismæssigt afviger de dog meget, da Canons S830D ifølge edbpriser.dk koster 3.205,- (22. oktober 2002) og Hp's Photosmart 7350 koster 2.299,-. Altså en forskel på små 1000 kr. for stort set samme fotokvalitet. S830D har dog nogle muligheder som Photosmart 7350 ikke har, hvor især kant-til-kant print og mulighed for LCD-skærm er værd at nævne. Sidstnævnte skal man dog betale ekstra for, hvorfor det lukrative for Canon i forhold til HP ligesom forsvinder. Hvor meget skærmen koster i Danmark står hen i det uvisse, da det ikke oplyses på canon.dk.

På positivlisten står dog det 6-farve system som printeren leveres med, samt det aftagelige printhoved, der gør servicering meget lettere hvis uheldet indtræffer. At man blot udskifter de enkelte farvepatroner når de er tomme er noget der tiltaler mig. Af 5 mulige stjerner giver jeg Canon Bubble Jet S830D 3 stjerner. Den får ikke færre da det ikke kan forsvares set i forhold til de kvalitetsmæssige egenskaber printeren indeholder, og den får ikke flere end 3 fordi jeg mener at prisen på 3.205,- er i overkanten set i forhold til printere der printer i lignende fotokvalitet. Ikke desto mindre føler jeg S830D vil være et køb som man kan være tilfreds med - især hvis man har et Canon digitalkamera, der jo alle benytter CompactFlash, og som også uderstøtter Direct Print.



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:




Relaterede test:
Canon PIXMA iP3000
HP OfficeJet psc 2110
hp photosmart 7350
Canon S400



     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Test - Canon S830D - kamerasiden.dk