Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?



People
Billede taget af flemming rasmussen
sHOPPING
Billede taget af flemming rasmussen

Canon Ixus v

20/8-2001

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at arbejde med produkter fra Canon. Og lad mig erkende, at IXUS V på ingen måde har skuffet mig, men måske nærmest imponeret mig.

Designet af Canons IXUS-serie, som de fleste af producentens designs i øvrigt, er simpelthen i særklasse. Nu er design selvfølgelig et spørgsmål om individuel smag, men i så fald har Canon til fulde pirret og tilfredsstillet min æstetiske gane. Kameraet føles bund solidt i kraft af den overdådige brug af metal i selve kamerahuset. Her er givetvis både stål og aluminium, hvilket er med til at give det første og spæde indtryk af den tekniske kvalitet der senere åbenbares bag metal-facaden.

Kameraet er firkantet og kompakt, vejer pænt i forhold til størrelse [190 g. uden CF-kort/batteri] – hvilket kun glæder mig. Køber man et digitalkamera i denne mellemklasse, ca. 5500 kr. ved testens udførelse, ønsker man selvfølgelig ikke et let engangskamera-lignende monstrum der føles tomt.

I pakken finder vi, foruden kamera selvfølgelig, en fiks oplader, 8 Mb hukommelseskort, genopladeligt litiumionbatteri, div. Kabler/CD-ROM’er og en dansk manual på hele 106 sider. Canon lægger hårdt ud med alverdens advarsler om stød og mulig død, men efter nogle siders hårrejsende læsning, når man til en fornuftig og rigt illustreret brugervejledning. Det glæder mig usvigeligt at den er let forståelig, på dansk og ikke mindst rigelig i sit omfang.

Brugsanvisningen giver et let overblik over et i forvejen logisk opbygget system. Betjeningen af kameraets funktioner foregår uden nævneværdige problemer – der er dog mange funktioner der først gradvist tages i brug, da omfanget af disse er rigeligt. Der er f.eks. mulighed for at indstille kameraet manuelt, således at f.eks. blænde, hvidbalance og opløsning sættes efter behov. Betjeningen fungerer upåklageligt og det er let hurtigt at justere blitz, vælge makro og lign. ofte benyttede funktioner. Der er 2* optisk zoom og 2,5* digital zoom som man ikke hører meget til – ved optisk zoom høres en svag summen, og selvfølgelig slet ingen ved digital. Det er i øvrigt angivet i LCD-skærmen hvor meget zoom der benyttes på det aktuelle billede.

Hvad funktioner angår har IXUS V alle gængse, men derudover også muligheden for at tage flere billeder der ved senere billedbehandling kan sættes sammen til at panoramabillede. Det er faktisk en fed funktion der fungerer forbløffende godt.

Når man skal tage sit billede kan man enten vælge at benytte den traditionelle søger eller den mere moderne LCD-skærm på 1,5 tommer. Kvaliteten af denne skærm er uovertruffen, og selv på svære opgaver (steder med svage lysforhold), formår den at vedholde et rimeligt billede på skærmen – noget som andre LCD-skræme kan have svært ved. Foruden visningen af selve motivet, bruges LCD-skærmen også til at navigere rundt blandt billeder og ved indstillinger af div. funktioner. Fungerer upåklageligt.

Programmernes installation på de medfølgende Cd-rommer går smertefrit, og ved tilkobling af IXUS V til USB-porten går det hele let som en leg. Snart er de første billeder på vej til venner og bekendte, for går det så let som jeg har erfaret, forbliver problemerne små. Der følger flere programmer med som hver har deres funktion, men man kan selvfølgelig frit vælge hvilket billedbehandlingsprogram man ønsker at hente billederne ind i. Jeg føler mig mest tryg ved PhotoShop, så det har jeg holdt mig til.

Og nu til det der må siges at være det allervigtigst, nemlig kvaliteten af de billeder IXUS V tager. Der er mulighed for at vælge 3 størrelser opløsning, nemlig 1600*1200 (bedst), 1024*768 (middel) og 640*480 (”dårligst”). Maksimalt operer kameraet altså med 2,1 megapixel, hvilket jeg finder helt OK til normalt husbehov.

IXUS V udmærker sig ved også at kunne optage video/lyd. Dette gør IXUS V i en maksimal opløsning på 640*480, og 160*120 som laveste. Imellem disse ligger opløsningen på 320*240, der er til optagelser i middelkvalitet. Afhængig af valgt opløsning og størrelsen på ens hukommelseskort [CF-Kort], kan der optages flere eller færre sekunders video, og det virker upåklageligt og kan hurtigt overføres til computeren, for dernæst måske at blive sendt ud til familie og venner. Videofunktionen er dog ikke det jeg imponeres mest af, for med et godt web-kamera kan man opnår nøjagtig det samme – og med et web-kamera kan man optage ubegrænsede længder video, hvorimod IXUS V er begrænset af størrelsen af hukommelsen [Der kan, med det medfølgende 8 Mb CF-Kort, kun optages 4 sekunders video i højeste opløsning og 30 sek. I laveste!]. Omvendt kan man argumentere positivt for IXUS V, idet kameraet kan bringes med snart sagt alle steder der ikke præges af ekstreme vejrlig, og CF-Kort med op til 32Mb kan forlænge spilletiden et pænt stykke.

Jeg har taget ualmindeligt mange billeder med dette kamera, og det har gang på gang overrasket mig i sin styrke. Canon har virkelig lagt noget fin mekanik i denne metaldåse, nok især kvaliteten af billedcensoren på 2,1 megapixel, for det hører til sjældenhederne at man opnår et decideret dårligt og utilfredsstillede resultat. Mulighederne for at indstille sig ud af f.eks. vanskelige/specielle lysforhold er særdeles god. Jeg blev ydermere imponeret over IXUS V’s evner når det gælder lange eksponeringstider uden brug af blitz i lyssvage omgivelser – billederne bliver, trods forholdene, gode og uden skyggen af ”grums”. Jeg har uden problemer formået at tage billeder, uden blitz, indendørs om aftenen, og fået et flot resultat – men reglen er selvfølgelig, at kameraet ikke håndholdes. Makrofunktionen fungerer som den skal, og Canon oplyser at med denne funktion kan IXUS V stille skarpt helt ned til 10 cm. fra objektet. Og jeg ser egentlig ingen grund at betvivle dette, for jeg har taget fabelagtige makro-billeder af småkravl som fluer og edderkopper samt stillet skarpt på havens flora. Nok især makro-billeder egner sig til at blive vist på en almindelig TV-skærm med det medfølgende kabel – DET ser virkelig godt ud når billedet, som oftest, er kniv skarpt, virkelig fint i farvedybden og ikke spoleret af unødig blitz.

Selv hvis man retter IXUS V direkte mod sol og himmel, trods Canons advarsler mod selv samme i brugervejledningen [Det er jo farligt at se direkte mod solen], formår man at tage et billede der viser såvel sol som skyer og blå himmel uden at det hele flyder sammen i ét lyskaos.

Og efter mange, mange billeder, når det genopladelige lithiumionbatteri selvfølgelig et punkt hvor spændingen skal genopfriskes. Jeg har under testen opladet batteriet ca. 5 gange, og hver opladning har givet mig spænding nok til flere timers motiv-jagt med rigelig brug af blitz, LCD-skærm og zoom. Batteriets levetid før genopladning er acceptabel, og har man råd anbefaler Canon at man køber en speciel strømforsyning, således at kameraet kun benyttes med batteriet hvor lysnettet ikke længere rækker.

Jeg føler det unødigt at fortsætte beretningen om min uforbeholdne fascination af Canon IXUS V og dens sublime præstationer hvad billedkvalitet, design og generel funktionalitet angår. Jeg har reelt kun ét kritikpunkt, nemlig at det stik der skal sættes i kameraet for hhv. at overføre billeder/video til computer/TV, er lidt svært at få lirket ud igen når det først sidder der. Desuden virker det spinkelt. Når der ikke sidder noget stik i kameraet, er hullet dækket af en ”gummi-dibbedut”, der ikke virker som om den har tænkt sig at holde mere end højst en måned eller to. På testeksemplaret sidder den allerede og har foruroligende svært ved at sidde fast – og det efter kun 2 ugers brug!

Set i forhold til kameraets kvaliteter, da vil det være klart justitsmord at frarøve IXUS V blot én af de 5 stjerner den rettelig har fortjent for en sådan lille bagatel. Med IXUS-serien er det simpelthen lykkedes at udvikle et kamera der lader selv den ringeste fotograf skabe unikke kunstværker an mas, og med IXUS V bringes blot de levende billeder på banen også. Kanon Canon – fortsæt endelig stilen!


Se billeder taget af vores brugere med kameraet i billedkritik.



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:





Kom med et forslag til en test af et digitalkamera

Test af andre kameraer fra Canon:
Canon Powershot S5 IS
Canon Ixus 70
Canon Powershot G6
Canon Powershot G3

Relaterede test:
Minitest: Nikon Coolpix S510
Minitest: Samsung NV 20
Minitest: Praktica Luxmedia 7303
Minitest: Canon Ixus 860 IS

Relaterede artikler:
Nye minitests af kameraer
Blænden – den fotografiske iris
Nyt brugervenligt spejlrefleks fra Nikon
Ekstrem makrofotografering med omvendt 50 mm



     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Test - Canon Ixus v - kamerasiden.dk