Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?



People
Billede taget af flemming rasmussen
sHOPPING
Billede taget af flemming rasmussen

Canon Digital Ixus v2

7/10-2002

Godt et år efter vores test af Canon Digital Ixus V, har vi fået efterfølgeren v2 tilsendt. Jeg kan ikke benægte, at forventningerne til kameraet var tårnhøje, og at jeg så frem til at opdage, hvilke nyskabelser, der dækker over to-tallet.

Kender man allerede Canons Ixus-serie af kameraer, er nærmere forklaring af dets ydre ikke nødvendig. Ixus er lig små, kompakte kameraer med et lækkert metal chassis. Kameraet vejer som sin forgænger i nærheden af 180 g, en vægt der giver at indtryk af, at der er gods i kameraet samtidig med du nemt kan have det i bukselommen.

Med kameraet følger et 8 MB Compact Flash kort (CF-kort), batteri, oplader, ledninger for tilslutning til pc og tv, to manualer samt to cd'er med software og drivere. Manualen er en 140 siders sag på dansk. Den giver et rigtig godt indblik i kameraets mange funktioner. Softwaren har også fået sin egen manual med, igen på dansk og god beskrivende. Kameraet, der er på 2.1 megapixels er udstyret med blitz, LCD-skærm, 2x optisk zoom og 2,5x digital. I siden af kameraet sidder en indgang for tilslutning af printer, pc og tv. Objektivet sidder beskyttet bag noget plastic når kameraet er slukket, så risikoen for fedt-fingre og ridser er minimal.

Digital Ixus v2 har fået en del flere knapper tilført bagsiden i forhold til forgængeren. Faktisk virker styringen umiddelbart lidt mere avanceret, end de andre Ixus-kameraer jeg kender. Avanceret, fordi der er så utrolig mange indstillingsmuligheder. For at starte i toppen, er det her tænd og sluk knappen sidder. Når den aktiveres, lyder en svag summen - objektivet kører ud fra sit beskyttende gemme i kameraet. Herefter er det blot at trykke på udløserknappen og du har taget et billede. Så simpelt er det faktisk, for med Ixus v2's intelligente system er det vitterligt bare at knipse.

På bagsiden af kameraet finder vi ud over LCD-skærmen alt det sjove. Her vælges mellem optage- og afspilningstilstand. Foruden at kunne tage billeder, kan Ixus v2 også optage op til 30 sekunders video. De otte øvrige knapper giver dig adgang til et hav af muligheder for fotografering. Der er mulighed for makro helt ned til 10 cm, flere forskellige typer blitz - bl.a. én med rød-øje reduktion.

Foruden indstilling af hvidbalance og blænde, giver Ixus v2 dig mulighed for at vælge at tilføje dine billeder effekter. Udover sort-hvid kan du give dine billeder et gammelt look med sepia-effekten samt lege med kontraster og farver i de tre sidste typer effekt (vivid, neutral og blød).

Hvidbalancen nævnte jeg før - her kan man vælge mellem forskellige typer lyskilder, hvorefter kameraet justerer farver mv. Den sidste mulighed under hvidbalance er manuel, hvor man skal holde et stykke hvid papir op foran kameraet mens der trykkes på en knap. Kameraet tager nu et prøvebillede og beregner hvidbalancen herefter. Blitzen er også lidt anderledes i forhold til Ixus v (eller mit eget Ixus). Blitzen udløses nemlig to gange i normal optagetilstand. Første gang foretages en eksponeringsmåling, således at blitzintensiteten optimeres når billedet tages.

En sidste nyhed siden forgængeren, er en funktion jeg har savnet. Automatisk rotering af billeder. Kameraet registrerer simpelthen, hvordan du vender kameraet. Dog skal billederne så hentes ind med Canons egen software, inden dette virker. Ixus v2 har naturligvis mange flere funktioner, men da de allerede er nævnt i testen af Ixus v, vil jeg blot fortsætte til min vurdering af billederne. For tager kameraet så gode billeder?

Jeg har til testen taget alt lige fra makrobilleder til store landskabsfotografier. Og jeg kan kun sige: jeg er imponeret. Jeg har flere gange taget billeder af samme motiv med både Ixus v2 samt mit eget Ixus - og hver gang har v2 vundet. Der er så meget gang i farverne, og så stor skarphed, så jeg kun kan have ros til overs. Der er virkelig sket noget siden Ixus kom på markedet. Selv billeder med blitz, der jo godt kan blive lettere kedelige hvad angår farver, får masser af kraft.

Du kan opnå mange forskellige resultater med samme motiv, ved at rode i indstillingerne. Nogen naturligvis bedre end andre. Jeg startede med at sige at Ixus v2 var avanceret - det er det også, og i starten kan det virke uoverskueligt med de mange funktioner. Men jeg har hurtigt lært at surfe rundt imellem menuerne, og synes nu opbygningen er brugervenlig. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen der vil være uenig med mig i det.

I visnings-tilstand er der også sket forbedringer. Ved at vælge avanceret visning, kan du se med hvilke indstillinger, billedet blev taget. Derudover bliver der i øverste højre hjørne vist et histogram, så du hurtigt kan se, hvordan lysforholdene var under optagelsen, og derved forbedre dette.

Til overførsel af billeder benyttes Canon Zoom Browser. Programmet er let at finde rundt i, og man kan nemt organisere sine billeder i mapper. Med PhotoStitch kan du lave panorama billeder, resultatet er faktisk helt godt. Remote Capture lader dig tage billeder fra computeren. Du kan fra programmet ændre alle indstillinger og billeder taget bliver med det samme overført til computeren.

Nu har jeg brugt en del linier på at skamrose Digital Ixus v2, så der må vel også være lidt kritikpunkter? Jeg har selvfølgelig under testen opdaget et par ting, f.eks. begyndte kameraet pludselig at hyle som en tyverialarm - her blev jeg nødt til at hive batteriet ud for at få det til at tie. LCD skærmen er lidt grumset, når kameraet er i optagetilstand. Men ligeså snart den bruges til visning er billeder står billederne skarpt. Endelig kunne jeg godt bruge en lidt højere opløsning, når nu det ellers er så gode billeder. Det er selvfølgelig ikke sikkert du har brug for flere megapixels end 2.1, men har du det, så har Canon allerede lanceret Ixus v3, der netop har 3.1 MP.

Alt i alt kan jeg ikke sige andet, end dette kamera er fantastisk. Det er så kompakt, så du kan have det med overalt, blitzen er god kraftig, der er masser af nye funktioner, som ellers kun findes i dyrere kameraer og så er der prisen: 3.999,- i vejledende udsalgspris synes jeg ikke, er galt for et kamera i denne kaliber. Jeg kan kun anbefale dette pragteksemplar fra Canon!


Se billeder taget af vores brugere med kameraet i billedkritik.



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:





Kom med et forslag til en test af et digitalkamera

Test af andre kameraer fra Canon:
Canon Powershot S5 IS
Canon Ixus 70
Canon Powershot G6
Canon Powershot G3

Relaterede test:
Minitest: Nikon Coolpix S510
Minitest: Samsung NV 20
Minitest: Praktica Luxmedia 7303
Minitest: Canon Ixus 860 IS

Relaterede artikler:
Nye minitests af kameraer
Blænden – den fotografiske iris
Nyt brugervenligt spejlrefleks fra Nikon
Ekstrem makrofotografering med omvendt 50 mm



     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Test - Canon Digital Ixus v2 - kamerasiden.dk