Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?



People
Billede taget af flemming rasmussen
sHOPPING
Billede taget af flemming rasmussen

AF-S Nikkor 17-55/2.8G IF-ED DX

12/4-2007

Tak til Lars Troels, www.larstroels.dk for venlig udlån af artikel.

Jeg har nu anvendt 17-55'eren, næsten hver eneste dag, siden maj måned. Det er klart mit mest brugte objektiv nu. Det har været anvendt til alle mulige forskelligartede opgaver, lige fra pressefotograferinger, sportsfotografering, bryllupsfotograferinger til koncertfotografering. I praktisk brug, i alle mulige situationer, er præstationerne meget overbevisende. Skarphed, kontrast, og i særdeleshed de farver det leverer, glæder jeg mig over hver eneste dag.

Det første indtryk man får af objektivet, når man går igang med at bruge det, er at det er så stort og tungt. Det er jo næsten som at have en 70-200'er på kameraet. Det bliver yderligere forstærket når den ret voldsomme modlysblænde kommer på. Det næste åbenbarer sig, når man kommer hjem med billederne og får dem op på skærmen. Så ser man hvilke fantastiske farver og kontrast der er i billederne. Jeg gik længe med en 18-70'er og var egentlig godt tilfreds med hvordan det klarede sig. Men jeg skal love for at der er forskel. Jeg fik jo som det senere vil fremgå også mulighed for at bruge en 17-35'er i nogle dage, og hvis man anvender D-SLR skal man slet ikke betænke sig et sekund med at købe 17-55'eren istedet.

Jeg var lidt spændt på hvordan jeg ville opleve brændviddeområdet. Det var inden min frygt at jeg ville mangle afstanden fra 55 til 70 mm. Jeg anvendte ofte dette område ved 'presseportrætter'. Men det viste sig overhovedet ikke at udgøre et problem. Det svarer bare til et skridt fremad. Til gengæld giver f/2.8 en dejlig sløret baggrund, man slet ikke kan lave lave med 18-70'eren på fuldt hul (f/4,5). Det faktum, at den er så skarp allerede ved fuldt hul, giver en række kreative muligheder med skarpheden synes jeg.

Fokuseringen fungerer perfekt nu, men det første eksemplar jeg fik havde desværre et fokusproblem. Den kunne ikke fokusere helt korrekt på motiver der var længere væk end 2-3 meter. Alting blev lidt uskarpt. Hvis der f.eks fokuseredes på uendeligt, gjorde det samme problem sig gældende. Nikon-importøren DFA tog imidlertid resolut fat i sagen. Allerede ved første opringning var konklusionen, at de ville sende mig deres AF-S 17-35/2,8 til låns, indtil de havde fået undersøgt mit objektiv. Reaktionen var at professionel Nikon-udrustning naturligvis skal være 100% i orden, og da jeg synes det var et problem at undvære objektivet i flere dage, kunne jeg låne et prof.objektiv i mellemtiden. Efter få dage var jeg kørende igen med en helt ny 17-55'er, og det har fungeret perfekt siden. Jeg synes virkelig at servicen fra Nikon/DFA var i top. Jeg havde ingen større ulemper ved det.

Skarphedstest

I det følgende har jeg sat mig for at undersøge skarpheden på objektivet, i forhold til et af de skarpeste objektiver jeg har i min samling, nemlig AF-Nikkor 50/1.8 der er vidt berømt for sin fine skarphed.

Til testen har jeg anvendt et Nikon D1x monteret på et stort stabilt stativ (Manfrotto 075 B professional m. Manfrotto kuglehoved). Der er anvendt både mirror lockup og selvudløser, alt sammen for at eliminere risikoen for at kamerarystelser skulle influere på testens resultater.

Filerne er optaget i NEF (RAW) formatet, for at sikre at der ikke er sket noget "in camera processing" der ville påvirke resultatet. Der er således i de følgende testbilleder ikke tilført skarphed overhovedet noget sted i processen. Dette betyder at man ikke rigtigt kan bruge de nedenfor viste billeder til noget. Det er dog disse 100% crops der har været basis for mine første vurderinger. Disse er siden erstattet af standardiserede testark, der yderligere har styrket bedømmelsen.

Selvfølgelig vil alle digitale billeder skulle tilføres en eller anden form for skarphed, for at kompensere for antialias filteret foran sensoren. De efterfølgende 100% crops fremtræder derfor selvfølgelig relativt "bløde". Jeg har blot valgt totalt at fjerne denne påvirkning af testresultaterne.

Testen er kun fuldstændigt dokumenterbar ved en brændvidde på 50 mm, da jeg anvender 50/1,8'eren som referenceobjektiv. Jeg har for kort tid siden solgt min 24/2,8'er hvorfor jeg ikke havde noget seriøst referenceobjektiv i den ende. Så i må nøjes med mit ord for at den præsterer godt i vidvinkelområdet også...

Alle testoptagelser er lavet uden at flytte på kameraet, der er blot skiftet objektiv, hvilket ikke har rykket kameraet overhovedet. Testen er lavet på muren herover og der er lavet et 100% udsnit et sted i billedfladen med gode detaljer. Jeg har ikke gået efter at teste randskarpheden, selvom der teoretisk vil ske lidt forringelse af skarpheden ud mod billedet kanter, er det så utrolig lidt at jeg hellere ville anvende området med mange detaljer.
AF-Nikkor 50/1,8 (f:2,8)

AF-Nikkor 17-55/2,8 (f:2,8)

AF-Nikkor 50/1,8 (f:8)

AF-Nikkor 17-55/2,8 (f:8)

Tilføjelse til testen

<>De to billeder herefter viser forskellen i hjørnet af billedfladen. Kameraet er flyttet og detaljen/udsnittet befinder sig nu helt oppe i hjørnet af billedfladen. Ellers gælder nøjagtigt samme regler som ved den øvrige test. Testvilkårene er således præcist de samme.
AF-Nikkor 50/1,8 (f:8) i hjørnet

AF-Nikkor 17-55/2,8 - (f:8) i hjørnet

Jeg kan altså næsten ikke fastslå nogen forskel mellem de to objektivers præstationer i hjørnerne ved f:8, men 17-55'eren klarer sig altså også godt her. Hvis man går tilbage til det første testbillede fra 17-55'eren på blænde 8, kan jeg se ganske lidt tab af skarphed. Husk på at de første testbilleder lå nærmere centrum. De to efterfølgende billeder er ved f:2,8 ligeledes i hjørnet af billedfladen. Her vinder 50/1,8'eren.
AF-Nikkor 50/1,8 (f:2,8) i hjørnet

AF-Nikkor 17-55/2,8 - (f:2,8) i hjørnet

RAW Konvertering

RAW-filerne er konverteret med Nikon Capture 4.2.1 og senere beskåret og undersøgt i Photoshop CS.

Testobjekt

AF-Nikkor 85/1,8 (f:8) - 100% Crop - USM in NC 4.2.1

Bare for at vise detaljerne i det brugte testobjekt. Her er billedet skarphedsbehandlet i Nikon Capture 4.2.1. i forbindelse med RAW-konverteringen.

Optagelsen er lavet i samme testopstilling som det ovenstående, men altså med AF-Nikkor 85/1,8.

Referenceobjektiv: Nikkor AF 50/1,8

Et af de mest skarpt tegnende objektiver der findes på markedet overhovedet.

Konklusion

Den overordnede konklusion er at AF-S Nikkor 17-55/2,8G er præcist lige så god, som jeg havde kunnet læse at den er. De tolv tusinde, er mange penge for et objektiv, men man får altså også noget kvalitet for pengene. Konklusionen på skarphedstesten er: At holde to så skarpt tegnende objektiver op mod hinanden, giver naturligvis ikke den store forskel i den umiddelbare sammenligning. Men det er alligevel en overraskelse for mig, at selvom forskellen er lille, så kommer zoomobjektivet meget tæt på en så skarpt tegnende "prime". I hjørnerne er 50'eren skarpere, men det kræver meget grundig analyse og gode testark, for at man kan se et klart mønster i forskellen.

17-55'eren har altså meget fin opløsning, farver, kontrast og skarphed generelt. Der er, som allerede nævnt, utrolig lille forskel. Når man går i gang med den videre billedbehandling og tilsætter passende mængder skarphed, som f.eks USM i Photoshop, kommer de bitte små forskelle mere til syne. Faktisk er det tydeligvis D1X'erens opløsning der sætter grænsen nu, og testen vil være mere præcis med en D2X'er med den noget finere opløsning. (Siden er testen blevet reproduceret med et Nikon D2X og standardiserede testark. Dette ændrede ingenting i min konklusion, men det gjorde de små forskelle mere tydelige.)

Jeg havde en AF-S Nikkor 18-70/3,5-4,5 med i en lignende test for nogen tid siden, og der er altså et stykke fra den og op til de professionelle optikker. Både når det gælder skarpheden og kontrast ved større blænde, men også vignettering og fortegninger er meget mere udtalt på 18-70'eren. Det er dog stadig en meget fin optik til pengene.

Tak til Lars Troels, www.larstroels.dk for venlig udlån af artikel.



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:




Relaterede test:
Nikon AF-S VR Nikkor 70-200mm F2.8G ED mod Sigma 70-200mm F2.8 APO EX DG Macro
Sigma 28-300mm f3.5-6.3 DG Macro
Sigma EX70-200/2,8 HSM APO

Relaterede artikler:
Brugstest af Canon EF 70-200 f4 L USM

Relaterede indlæg i forum:
Sv. Objektiv er blevet mindre lysfølsomt
Objektiv er blevet mindre lysfølsomt
Hvilket objektiv?
Objektiver til nikon d3000



     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Test - AF-S Nikkor 17-55/2.8G IF-ED DX - kamerasiden.dk