Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?



People
Billede taget af flemming rasmussen
sHOPPING
Billede taget af flemming rasmussen

Canon klar med HDV vidvinkel

25/8-2006

Canon har lanceret en 6x zoom vidvinkel til XL H1

Søborg 2. august 2006: Historisk set er ca. 30 procent af Canons XL-1 samt XL-2 videokameraer blevet solgt sammen med et vidvinkelobjektiv. Derfor er det kun naturligt, at Canon nu også lancerer et vidvinkelobjektiv til det nyeste skud på XL stammen, nemlig High Definition kameraet XL H1.

Canon HD Video Lens 6x Zoom XL 3.4 - 20.4 mm. L er den fulde modelbetegnelse for det nye objektiv, som optisk er født til at matche den højere billedkvalitet, som High Definition formatet byder på i forhold til Standard Definition formatet.

- High Definition video er for alvor slået igennem, og derfor er der stor efterspørgsel på et vidvinkelobjektiv til vores XL H1 kamera, som blandt andet anvendes af TV-stationer og produktionsselskaber samt andre, der arbejder professionelt med video, siger produktchef John Hudson fra Canon Danmark.

Kompakt topkvalitet

HD Video Lens 6x Zoom XL bygger på Canons 70 års erfaring inden for optisk teknologi, hvoraf man de seneste næsten 50 år også har udviklet objektiver til TV- og broadcastudstyr. Derfor er der tale om både en kompromisløs og kompakt konstruktion, som blandt andet er gjort mulig takket være anvendelsen af Ultra High Refractive Index Aspherical linseelementer.

Udviklingen af det nye objektiv bygger i høj grad på tilbagemeldinger fra brugerne, og blandt andet kan nævnes, at uafhængige fokuserings-, zoom- samt blænderinge giver umiddelbar og direkte kontrol, når der arbejdes manuelt. Brugeren kan ligeledes vælge mellem at anvende enten kameraets funktion for blændeindstilling eller objektivets.

Brændvidden på 3.4 - 20.4 mm. svarer til 24.5 - 147 mm. i 35 mm. verdenen, og lysstyrken spænder fra f/1.6 - 2.6 alt efter zoomfaktor. En cirkellukker med 6 blade giver gode muligheder for at arbejde med dybdeskarpheden, og det samme gør de to indbyggede Neutral Density filtre (1/6 og 1/32), som giver fuld kreativ frihed selv under skarpe lysforhold.

Letter dagligdagen

Korteste fokuseringsafstand er blot 2 cm., og med presetfunktion for såvel fokusering som zoom er det muligt at lagre ønskede indstillinger for hurtigt at genkalde dem senere – selv hvis objektivet har været afmonteret. Det er en god funktion i produktionssituationer, hvor der f.eks. skal laves mange forskellige optagelser fra samme position. Objektivet er i øvrigt så tæt integreret med XL H1, at det også er muligt at aflæse fokuseringsafstand direkte i kameraets søger.

Som nævnt er HD Video Lens 6x Zoom XL født til at arbejde sammen med XL H1, der er flagskibet i Canons serie af digitale High Definition kameraer. Det optager HDV i 1080/50i på MiniDV bånd med MPEG-2 kompression, men kan også integreres i et professionelt studiemiljø, hvor det via SDI interfacet er muligt et eksportere ukomprimeret video i både HD og SD kvalitet.

Det nye objektiv rummer desuden en integreret mekanisk lukker til optagelse af fastbilleder, som blandt andet er en uundværlig del af for storyboarding on location og kan leveres alene eller sammen med XL H1. Det allerede eksisterende HD objektiv til dette kamera er Canon HD Video Lens 20x zoom XL 5.4 - 108 mm. L.


     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Nyhed - Canon klar med HDV vidvinkel - kamerasiden.dk