Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?


Videotelefoni over nettet

10/8-2001

Med hurtigt internet som ADSL er det for alvor blevet sjovt at videotelefonere. Har du et webcam og en god forbindelse, er du allerede godt i gang.

I denne artikel har jeg valgt at koncentrere mig om Microsoft Netmeeting, der følger med Internet Explorer. Rundt om på nettet kan man finde andre alternativer. Bl.a. kan nævnes PalTalk, som også er et populært program. Jeg har til artiklen benyttet Amitech Web Kamera samt det medfølgende headset. Ingen af delene er nødvendige for at benytte Netmeeting, men det gør det absolut sjovere.

Inden du starter, bør du lige runde Windows Update for at hente den nyeste version af Netmeeting. Den fylder ikke særlig meget, og det er derfor hurtigt klaret. Når installationen er færdig, starter du programmet, hvor du bliver bedt om at give lidt oplysninger om dig selv. Alt hvad du skriver er synligt for de andre brugere - tænk over det inden du skriver alt for meget. Derefter skal du have tilpasset lydstyrken på mikrofon samt højttalere. Endelig skal du tilslutte dig en server, her bruger jeg den danske server ils.netmeeting.dk.

Når du har indstillet programmet bliver du mødt af vinduet her til højre. Har du et webkamera tilsluttet, kan du trykke på playknappen for at se dig selv. Næste knap er kun aktiv, når to med webcam er tilsluttet. Med knappen aktiveret kan du på samme tid se personen du snakker med samt dig selv. Sidste knap giver adgang til at ændre lydstyrke.

Til højre for vinduet er der tre knapper. Et tryk på øverste bringer dig hen til opkaldsvinduet. Her kan du enten skrive navnet på personen eller gå videre til adresselisten - altså hvem der er online på din server. Den kommer jeg tilbage til. Knappen nedenunder afslutter dit aktuelle opkald og den sidste knap giver direkte adgang til adresselisten.

Med de nederste fire knapper kan du og den person du taler med dele et program, chatte, tegne på en tavle og overføre filer direkte imellem jer. Når du deler et program kan den anden bruger helt overtage styringen over det delte program, hvis dette ønskes. Det skal du nok kun lege med, når du kender personen i den anden ende...

For at vende tilbage til adresselisten, så er det her, du opnår kontakten til de andre brugere. På listen kan du se navn, land og eventuelle kommentarer. Udfor e-mail adressen kan du se, om vedkommende allerede deltager i et møde. En blå computer med en stjerne indikerer dette. Når du har fundet en person du ønsker at tale med, dobbeltklikker du på navnet, hvorefter Netmeeting kommer op med en besked om, at der ringes op til personen. Accepteres dit opkald af vedkommende, kommer du nu hen til første vindue igen. I kan nu snakke sammen, hvis I begge er udstyret med mikrofon og højttalere. Samtidig burde I kunne se hinanden i det lille vindue.

Har den ene af jer ikke mikrofon kan man kalde en velkendt tekstchat frem. Her kan i sende meddelelser frem og tilbage. Under punktet tavle gemmer der sig et lille program, der ved første øjekast ligner Paint, der følger med Windows. Forskellen er blot, at I her begge kan bidrage til en fælles tegning.

Endelig er der vel kun at sige, at programmet ikke kun begrænser sig til to deltagende. Flere kan nemt deltage i samme møde, nøjagtig som fra de gammeldags chatsteder.

Microsoft Netmeeting indeholder mange flere funktioner som jeg ikke har beskrevet her. Artiklen er kun ment for at få dig i gang med videotelefoni. Som så mange andre programmer er Netmeeting langt fra helt perfekt, jeg havde i hvert fald mine problemer med at modtage video fra dem jeg snakkede med. Samtidig kræver det altså sin forbindelse at få en ordentlig samtale op at køre. Men prøv det, det er faktisk vældig sjovt når først man er kommet i gang.


Relaterede artikler:
Køb og sælg på nettet - auktionssider
TDC gør det godt. Kan Tele2 gøre det efter???
IP-telefoni - fra PC til telefon!
Advarsel mod Expert og Amitech - forbrugersikkerhed



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:





     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Artikel - Videotelefoni over nettet - kamerasiden.dk