Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?


Vi installerer XP på en gammel PC

2/2-2002

Trin-for-trin beretning om hvordan det gik med at installere windowsXPpro på en 4 år gammel Pentium350 med 8MB Ati-grafikkort og 128MB ram.

Harddiskplads.

Der skal bruges mindst 2,5GB ledig harddiskplads til XP. Harddisken på 10GB var upartitioneret og fyldt til bristepunktet med ting og sager, som vi ikke orkede at rydde op i. Man ville allerhelst i første omgang bevare adgang til det gamle system som det var. Planen var at køre XP side om side med det. Det betyder at XP skulle installeres på en partition for sig. Det er let at håndtere. Installeringen opretter et dualboot system hvor man hver gang man starter computeren kan vælge mellem de to Windows.

Vi besluttede os for at købe en ekstra harddisk. Bevæbnet med en skruetrækker samt en god arbejdslampe var det barneleg at skrue den op i den dertil indrettet plads og tilslutte en strømstik samt den ledige connector på den flade harddiskkabel. Jumperne var sat til Slave. Men ak!. Første prøvestart på Bios siger: harddisk ikke fundet. Det var ikke nok at sætte jumperen rigtigt på den nye harddisk. Der skal også flyttes på den anden harddisk jumper. Vi prøver at sætte den på en position kaldt 'Master/slave present'. Det hjalp. Nu kunne man i Bios se at begge harddiske var klar til brug.
Formatering af den nye harddisk kan vente. XP-installeringen har indbyggede formateringsfunktioner. Så er man sikker på at formateringen bliver sådan som XP vil have det.

Havde man ikke haft råd til at anskaffe en ekstra harddisk skulle man have slettet gamle filer indtil der var ca. 3GB ledig. Bagefter skulle man have brugt et program som Partition Magic til først at reducere størrelse af C-partitionen og derefter oprette en partition i den ledig plads. PartitionMagic kan gøre det uden at en eneste fil bliver tabt.

Forberedelsesarbejde.

XP kan installeres på mange forskellige måder. Vil man være tiptopforberedt er det ikke nok at læse en artikel eller 2 om emnet. Et godt sted på internet hvor vi (jan.2002) fandt ordentlig og letforståelig information var: www.firefox34.pwp.blueyonder.co.uk/ Det er XPmania. Klik på 'XPinstalls guides' forneden på introsiden. Samme sted er der også en vejledning om valget mellem Fat32 og NTFS, set fra en privatbrugers synsvinkel.

Tjek også inden du restarter en sidste gang før installeringen at BIOS står på 'PnP O/S = No eller Off' (man skal være nørd for at se logikken i det, men hvis der står Plug-n-play ON er der visse lydkort eller andre PCIkort, som ikke kan installeres)

Og så skal man selvfølgelig have den uundværlige 5x5 bogstav/tal produktkey klar ved hånden.

Så starter vi

Mens gamle windows er igang og alt andet software stoppet (inkl. alle baggrundsprogrammer) indsætter vi XP-CD'en. Så starter showet af sig selv. Hvis det ikke gør klikker vi det manuelt i gang ved i386\winnt32.exe.

Den opdager at der er et andet windows på PC'en og spørger om vi vil opgradere den, eller om vi vil lave en selvstændig installering af XP.
Vær på tæerne for at undgå at XP maser sig ned på C oveni gamle windows. Klik på Advanced options -eller hvordan det nu siges på Dansk- og se efter at 'Jeg vil selv vælge drev og partition undervejs' er afkrydset. Man får så en oversigt over harddiskene og den spørger om vi vil have oprettet en partition i den ledige plads på den nye harddisk. Vi siger ja tak, og vi vælger FAT når den spørger om det skal være FAT eller NTFS. Straks efter kan man præcisere FAT32.

Underlig faldgrubbe

Efter der er gået ca. 8 minutter med indledende fil-kopiering, laver den en første genstart. Som sædvanligt er der en ventebjælke samtidig med at der står 'Tryk på Esc for at genstarte'. Den utålmodige trykker på Esc for at spare 15 sek. ventetid. Men så hopper den tilbage til hvor den startede fra for 8 minutter siden. Og nu siger den at man kommer til at få alvorlige problemer fordi der allerede er en Windowsmappe i partitionen. Men det er jo bare den mappe som den selv lige har lavet for 10 minutter siden.
Kort sagt: husk at lade den selv restarte første gang.

En-mands eller flerbrugers setup?

Circa 10 minutter senere kommer det eneste tidspunkt hvor der skal indtastes noget: man skal angive fritvalgte navne for bruger og firma (skriv f.eks. Hjem som firma) samt produktnøglen på 25 tegn.
Hvis man ønsker at bruge XP uden passwords og logonbøvl skal man lade passwordfeltene være blank. Angiv altid det samme navn, og kun eet navn når den sidst i installationen spørger 'Hvem skal bruge denne computer'. Fordi lige så snart der er flere brugere at skelne imellem iværksætter XP den store administration med forskellige skrivebord til hver mand. Af sikkerhedsmæssige årsager er det meget svært at lave om på. Dybt forvirrende hvis man ikke er forberedt til det. Som alenebruger bliver man udnævnt til ikke mindre end Administrator. Det betyder bare at man har fri adgang til at configurere som man vil.

Iøvrigt er XP-installeringen ikke sværere end det man har oplevet med andre windowsversioner. Måske snarere et det blevet enklere.
Efter en timestid ialt slutter installeringen med en kæmpe fanfare, et landskabsbillede i overstyrede farver, og en stor knap som skal starte et præsentationsshow. Vi siger nej tak for vi ved at der er en masse vigtigere ting som skal ordnes før vi er tilfredse med installationen.

Drivere

For en sikkerhedsskyld laver vi en ny restart for derefter at gå i Enhedshåndteringen og se efter om XP har fundet drivere til alting. Et gult spørgsmålstegn betyder som regel at der mangler en driver. Her var der kun et LasatSpeed2modem som havde ? ved. XP's driverlager er imponerende stort. Mange computere kan installeres helt uden at skulle tænke på drivere. Spilfreaks bør dog hente en ny grafikdriver ved lejlighed såfremt max.mulig 3D-ydelse forlanges.

Overføre filer og Indstillinger fra gammelt system???

Der er i XP en Wizard/guide som forklarer punkt for punkt hvordan man kan overføre alle indstillinger+emails+valgfrie filer fra en PC til en anden. Vi fravælger dette. Vi er fast besluttet for at starte et nyt liv på XP, med så lidt kontakt som muligt med det gamle system.
Vi er slet ikke så sikre på om de gamle indstillinger var optimale. Ved at gennemgå XP grundigt får man nok øje på smartere måder at gøre tingene på. Af med de dårlige vaner!.

Skal man koble sig til...

...www.microsoft.com og bruge de mange tilbud der dukker op under og efter intallering? Det er en smagsag. Vi kender flere som har brugt XP i 3 måneder uden nogensinde at være i kontakt med bigbrother. Man kan altså godt fravælge eller udsætte efter behov. For f.eks. at komme af med Messenger skal man editere i filen sysoc.inf. På msmsgs-linien skal man slette 'hide' (kun de 4 bogstaver. Lad alle komma'er blive). Når det er gjort går man i kontrolpanel Tilføj/fjern programmer. Messenger skulle nu være med på listen over programmer som kan afinstalleres. (Tippet fandt jeg på www.tweakxp.com.)

Fancy look eller Klassisk Windows

Noget nyt med XP er at man kan skifte mellem forskellige desktoptemaer. Et tema er en lille configurationsfil (endelse .theme), som ændrer udseendet på alle vinduer/bokse/skrivebord mm.. De kan gemmes og indlæses indtil man finder den man bedst kan lide. Se www.themexp.org. Gå i Egenskaber for skærm / Temaer . Den 'gennemse'-knap som skal bruges for at loade en .theme er snedigt gemt i bunden af Temalisten. Man kan også vælge farvesystem et andet sted i skærm egenskaber, men det kunne man også før.

Er DVD blevet bedre?

DVDdrevet på den gamle PC lignede en fejlinvestering. Det kunne godt afspille en film, men der kom små ryk i videoen og dårlig lyd. Så nu er vi spændt på om tingene bliver bedre med XP. Vi installerer PowerDVD4-XP og prøver med en vild actionfilm (Ronin). Fedt! Nu spiller den DVD så man kan være bekendt at vise det til familien. Og lyden er også blevet betydelig bedre. Nu kan den gamle PC holde skansen i et år eller to mere end vi troede. Det skal belønnes: den skal have 128MB ram mere selvom det ikke er sikkert det betyder så meget når der sjældent bruges mere end 3-4 programmer ad gangen.

Effektiv virusbekæmpelse.

Det fede system som vi nu endelig har oppe og køre skal ikke risikere at gå i spåner ved første virusangreb. Heller ikke hvis vi på en dårlig dag har klikket de forkerte steder uden at kunne huske hvad vi har gjort. Man har hørt alt for mange historier endende med: "..... og de blev nødt til at reformatere harddisken og geninstallere det hele..."

Løsningen er at huske at gemme en kopi (også kaldt image fordi det bliver gjort som een stor pakkefil) af systempartitionen mens det endnu er iorden. Så den dag det kokser for alvor overskriver man den syge partition med den sidste gode backup. Det sparer timers geninstalleringsarbejde.

Der findes to kendte utilities der kan lave komprimerede partition-image og gemme dem på en anden partition eller brænde dem direkte på en eller flere CDR. Den ene er PowerQuest Drive Image 5. Den anden Norton Ghost, som er omtalt her i e-aids Backup sektion. Fordelen med DriveImage er at det er lettere at bruge for folk uden kendskab til DOS. Drive Image kan køre helt uden disketter.
Og når DriveImage brænder på CDR bliver det inkl. selvstarter. Det bliver faktisk en SystemretableringsCD man får, i stil med det som følger med ved køb af nogle nye PC'er, med den forskel at man her selv kan bestemme hvilket software man skal have med.

Vi installerede Drive-Image5 og det holdt hvad det lovede under XP med en Plextorbrænder. Prisen -bortset fra de ca.600kr som softwaren koster, er at man bliver nødt til at holde øje med at XPpartitionen ikke bliver al for stor. Med mere end 4-5 GB på bliver imagefilerne, selvom de er komprimerede, temmelig tunge at danse med. XP i sigselv fylder ikke mere end ca 700MB plus de to store midlertidige filer pagefile.sys og hiberfil.sys. De kan ikke slettes , men de kan fjernes ved hhv. at slå hibernate/dvale fra i Strømstyring, og klikke på 'Ingen sidefil' samt 'Definer' i Ydeevne/avanceret.

Hvis alle brugte partition-image strategien til at komme af med virus ville virusmagerne slet ikke have det så nemt som nu, hvor folk prøver så længe som muligt at køre videre selvom de godt kan se at der er ugler i mosen. 'Vi har jo antivirus og firewall aktiv hele tiden'. Men der kommer altid før eller siden en hacker, som finder et smuthul som ingen havde tænkt på.....


Relaterede artikler:
Fjerne uønskede elementer i billedet med Photoshop
Exif Info
Actions med Photoshop 7
Tweak Windows XP



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:





     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Artikel - Vi installerer XP på en gammel PC - kamerasiden.dk