Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?


Nyt brugervenligt spejlrefleks fra Nikon

16/11-2006

I dag lancerer Nikon deres nyeste bud på et familievenligt spejlrefleks, Nikon D40, så det kan nå at finde sin plads under juletræerne i de danske hjem. Kamerasiden.dk fik 45 minutters i enerum med nyheden og 3 repræsentanter fra Nikon DK. Her kommer vort førstehåndsindtryk af det nye kamera. Kameraet kommer i et kitsæt med et 18-55mm objektiv til en vejledende udsalgspris af 5.995,00 kr.

Ikke opløsningsrekord

Med D50 bliver der ikke sat nye opløsningsrekorder. Man har valgt at holde sig til de 6 megapixler, vi kender fra D70s og D50. Det har vi det helt fint med. I stedet har man valgt at satse på at gøre spejlrefleksteknologien lettere tilgængelig for brugere, som bare ønsker sig et kamera, der kan tage gode billeder, som er grydeklare lige fra kameraet, på automatikken. Der er selvfølgelig også fuldt manuelle muligheder for dem, der ønsker det.

Fysisk

Med en vægt på kun 475 gram og en størrelse på 133 x 103,4 x 71.2 mm, har vi at gøre med det hidtil letteste spejlrefleks fra Nikons side. Størrelsesmæssigt er det dog lige nogle få mm mindre end Nikon D50. Men det er marginale forskelle. Kameraet fås både i sort og sølv, hvilket sammen med den relativt kompakte størrelse er en klar indikation af, at dette er et kamera, som sigter mod førstegangskøbere af spejlrefleks, der gerne vil opgradere fra et lille point and shoot lommekamera til noget mere avanceret, men som ikke har lyst til at slæbe rundt på flere kg udstyr. Noget af det første, man bemærker, er, at der er færre knapper end på Nikons større spejlrefleksmodeller, hvilket betyder at flere valg skal foretages i menuerne. Der også – i lighed med D50 – kun et hjul på kameraet mod 2 hjul på de større modeller.

Funktionalitet

Billedbehandling i kameraet

Nikon D40 har nedarvet en række egenskaber fra D80 og D200. Fra D80 har man hentet muligheden for at foretage billedbehandling i kameraet. Det drejer sig om følgende funktioner:

  • Delighting som kan lysne mørke områder i billedet. Denne funktion så vi først på Nikons kompakte modeller. Tests – bl.a. mine egne – viste dengang, at funktionen var særdeles effektiv, om end med en del billedstøj til følge i de oplyste områder. Det skal blive spændende at se, om det er lykkedes for Nikon at gøre noget ved dette.
  • Beskære billederne i kameraet er nu også en mulighed. Dvs. at hvis man kan se på LCD-skærmen, at billedet godt kunne trænge til beskæring, kan det altså gøres på stedet. Og man behøves ikke være bange for, at ødelægge sit originale billede, da den beskårne udgave automatisk gemmes som en kopi på hukommelseskortet.
  • Bort-retouchering af røde øjne. Også denne funktion så vi første gang på Nikons kompakte modeller, hvorefter den så fandt vej til D80 og nu D40. Tidligere tests af kameraer med denne funktion har vist, at denne funktion fungerede fint, og vi har ingen grund til at antage, at det skulle være anderledes på D40.

Øvrig funktionalitet

Af øvrig interessant funktionalitet kan vi pege på en ”Afbrudt flash funktion”, som er nyttig i situationer, hvor brug af blitz enten er forbudt (i en kirke fx) eller i situationer, hvor brugen af blitz vil ødelægge dem hyggelige stemning, som den naturlige belysning skaber. Det kunne fx være ved en fest. I stedet for at bruge flash, skruer denne funktion op for ISO, hvilket vil medføre mere billedstøj.

Man kan også vælge mellem disse 3 forskellige modes.
Mode 1 – portræt, srgb farverum
Mode 2 – Normal., srgb farverum
Mode 3 – landskab, srbg, farverum

Der er en FN-knap, man kan programmere med ofte brugte funktioner. Da der er gemt en del funktioner i menuerne i stedet for, at de er gjort tilgængelige på knapper, kan det vise sig at være en meget nyttig funktion.

Man kan også tilpasse menuerne efter egne behov og ønsker vha. Custom Menu. Man kan vælge imellem følgende muligheder:

  • Simple - dvs. enkel menu
  • My – skræddersyet menu efter eget valg
  • Full – fuldstændig menu.

Billedkvalitet

Vi bemærker med glæde, at Nikon har aflyst megapixelræset på deres mindste spejlreflekskamera, idet de holder sig til ”kun” 6 megapixler. Et par megapixler fra eller til har ikke så meget at sige for billedkvaliteten alligevel som fx kvaliteten af det objektiv, der sidder på kameraet. En anden vigtig faktor er den billedbehandling, der sker i kameraet, når man skyder i jpeg. Her har Nikon valgt indstillinger, som skal give billeder, der kan bruges direkte fra kameraet uden anden billedbehandling end den, der foregår i kameraet. På alle DSLR-kameraer foregår der en vis mængde af støjreduktion i kameraet som en del af den interne billedbehandling. Som regel er støjreduktionen diskret på Nikons DSLR-kameraer, fordi man har den grundtanke, at støjreduktion er bedst, hvis det sker bagefter i et billedbehandlingsprogram. Men da denne model er en entry-model beregnet på førstegangskøbere af DSLR, har man valgt at skrue godt op for den interne støjreduktion. Det koster lidt detaljer, men til gengæld ser billederne fine og glatte ud lige fra kameraet. Normalt vil standardindstillingen for jpegs i et DSLR-kamera være til den lidt softe side, fordi man forventer, at folk selv tilfører den nødvendige mængde skarphed og skruer op for farvemætningen bagefter i et billedbehandlingsprogram. Men også her har Nikon valgt at tage i betragtning, at køberne af dette kamera er vant til kompaktkameraer, der tager sig af billedbehandlingen, så skyder man i jpeg på standardindstillingerne, skulle man få skarpe billeder med mættede farver lige fra kameraet.

Ønsker man selv at stå for billedbehandlingen kan man skyde i RAW i stedet for og så lave billederne, ligesom man ønsker dem i et billedbehandlingsprogram.

I den forbindelse bemærker vi også, at Nikon har valgt at give kameraet ISO-værdier fra ISO 200 – 3200. ISO 3200 er dog en såkaldt ukalibreret ISO 3200, hvilket vil sige, at kameraet selv vælger en ISO-værdi mellem 3000 og 3200, når man vælger den ukalibrerede ISO 3200

Der er mulighed for at vælge lukkertider fra 30 sekunder til 1/4000 dele af et sekund. Blitzsynkroniseringen er 1/500, hvilket er bedre end på det semi-proffe D200, hvor den kun er 1/200. Der er både mekanisk og elektronisk lukker.

Skærm og søger

Søgeren er dejlig stor og lys og kikke i sammenlignet med, hvad det f.eks. er tilfældet på D70/D70s.

Hvor meget billedbehandling folk vil ønske at foretage i kameraet, kan vi godt stille os lidt tvivlende overfor. Her vil meget bl.a. afhænge af LCD-skærmens kvalitet. Og her spiller Nikon ud med en rigtig lækker skærm. Skærmens størrelse er 2.5 tommer og opløsningen er på hele 230.000 pixler. Og jeg kan ved selvsyn bekræfte, at skærmen er særdeles skarp og klar. Dertil kommer, at skærmen skulle være bedre kalibreret end tidligere DSLR-skærme fra Nikon, hvor skærmen viste billederne som værende for lyse, hvilket jo vil vanskeliggøre fx brug af en funktion som delightning. Men det problem skulle altså være løst nu. Det skal blive spændende at se, om det så også holder stik i praksis, når vi får kameraet ind til test.

Nikon har som noget helt nyt valgt at droppe info-skærmen på toppen af kameraet – noget man ellers har kunnet finde på alle deres digitale spejlreflekskameraer. Dette display er et levn fra den analoge tidsalder, og vi kan egentlig ikke sige, vi savner det. Man har i stedet valgt at udnytte den store og skarpe LCD-skærm til at præsentere alle nødvendige informationer på. Og det sker på en meget overskuelig måde i skærmes højre side, hvor de står listet op under hinanden. Informationerne man får omfatter bl.a. blænde- og lukkertid, lysmålingsmetode og ISO. Man har også forsøgt at illustrere grafisk på skærmen, hvad en given blændeåbning og lukkertid betyder. Det ser meget flot og informativt ud.

Lysmåling

Nikon D40 anvender Nikons 3D color matrix måling. Der er selvfølgelig også mulighed for at vælge centervægtet og spotmåling. Spotmålingen på D40 måler lyset i en cirkel i midten med en diameter på 3,5mm svarende til 2,5 % af hele billedfladen

Øvrigt

Der er 3 AF-punkter. Det er ikke mange, men på den anden side så er dette jo ikke en semi-prof/prof model og det er nok de færreste, der nogensinde vil bruge andet end det midterste AF-punkt.. Opstartstiden er angivet til 0.25 sekunder og bevæger sig dermed, som sædvanligt ved DSLR, nede omkring det, som næsten ikke måleligt eller mærkbart for den sags skyld. Kameraet bruger SD-kort.

Tilbehør

På tilbehørslisten finder vi selvfølgelige Nikons omfattende udvalg af objektiver. Det er dog ikke alle gamle objektiver, der er kompatible med D40. Men AF I + S objektiver fra 90’erne og frem er kompatible, så længe det er autofokus-objektiver med indbygget motor.

Selvom et batterigreb ikke står på tilbehørslisten, så kunne vi dog ved selvsyn konstatere, at der var gjort plads til det, så det kan ikke udelukkes, at der på et senere tidspunkt vil blive sendt et originalt batterigreb fra Nikon til D40 på markedet.

Der er også lavet et nyt og mindre batteri. EN EL9. Batterier fra andre Nikon spejlrefleks kan ikke bruges. Kapaciteten er angivet til 470 billeder iflg. CIPA-standarden. Der medfølger et EN-EL9 batteri plus lader. Batterieret er på 4V og 1000 maAH

Der er også lavet en ny løs flash til D40 – SB400.

Vurdering

Det er småt med egentlige nyheder i Nikon D40. Men set fra en markedsføringsmæssig synsvinkel er det ganske smart, det Nikon har gjort. Det markede, som D40 sigter på, er et attraktivt marked med muligheder for at få solgt et pænt antal kameraer. Det viser erfaringerne fra D50. Det Nikon så har gjort med D40 er, at de har samlet en række teknologier fra deres eksisterende spejlreflekskameraer og samlet dem i deres hidtil letteste DSLR-hus for at appellere til de brugere, som før hen ville have købt sig et større kompaktkamera, når de voksede fra deres små lommekameraer og fik brug for noget mere avanceret med flere funktioner og muligheder. Det markede har de billigste spejlreflekskameraer stort set sat sig på, og det er i det lys lanceringen af Nikon D40 skal ses – som endnu et skridt i kampen om entry level markedet for spejlrefleks. Her er en pris på små 6.000 kr. nok en anelse i overkanten – selv med et kitobjektiv. Og mon ikke prisen hurtigt vil falde efter lanceringen. Det er i hvert fald set før. Og når først prisen er kommet lidt ned, har vi her en meget attraktiv pakke til førstegangskøberen.



Kom med et forslag til en test af et digitalkamera

Relaterede test:
Minitest: Nikon Coolpix S510
Minitest: Samsung NV 20
Minitest: Praktica Luxmedia 7303
Minitest: Canon Ixus 860 IS

Relaterede artikler:
Nye minitests af kameraer
Blænden – den fotografiske iris
Ekstrem makrofotografering med omvendt 50 mm
SONY DSC-F505 : Et anderledes digitalkamera



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:





     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Artikel - Nyt brugervenligt spejlrefleks fra Nikon - kamerasiden.dk