Brugernavn:

Password

Husk oplysninger

Opret ny bruger
Glemt dit login?


Nettets loppemarked

10/12-2000

Sådan begår du dig i nyhedsgruppernes loppemarked

Af nyhedsgrupper på Nettet findes der nogle, der er specifikt danske.
De starter med betegnelsen "dk" og her vil jeg fortælle om loppemarked-afdelingen, hvor man kan købe og sælge brugte ting.

Basisgruppen hedder dk.marked.privat. Her kan privatpersoner købe og sælge alt mellem himmel og jord. Dog skal man være opmærksom på, at der er dannet undergrupper til de ting, der er mest i omløb. Så check først, om du måske burde bruge en af disse grupper. Det er ikke populært at poste (dvs. lave et indlæg) i en forkert gruppe. Nogle af disse undergrupper er:

dk.marked.privat.edb
dk.marked.privat.blad+bog
dk.marked.privat.edb.spil
dk.marked.privat.foto
dk.marked.privat.radio+hifi
dk.marked.privat.telefon

Det har også den fordel, at man ikke behøver at se flere hundrede irrelevante indlæg igennem, hvis man kun er interesseret i at købe f.eks. en mobiltelefon.

Ser du forkortelsen "HBO" betyder det "højeste bud over". Personen der vil sælge lægger altså op til en auktion, som så foregår i nyhedsgruppen. Her gælder det om at checke med korte mellemrum, om der er blevet budt over ens eget bud. Det kan faktisk være ret skægt.

I en nyhedsgruppe-posting kan man også vedlægge filer, og det kan jo være fristende at vedlægge et billede, der viser det, man gerne vil sælge. Lad være med det! Det er meget upopulært, da nogle folk henter både header og body med det samme (Header: indlæggets overskrift. Body: Selve teksten i indlægget) og derfor bruger telefonregning på at hente et billede af f.eks.din gamle bil. Hvis du gerne vil poste et billede, kan du gøre det i en anden gruppe beregnet på dette og så i den oprindelige tekst henvise folk hertil, hvis de vil se billedet. Gruppen du kan lægge billedet i hedder dk.binaer

Nu har jeg efterhånden mødt en del, der ikke rigtig tør købe og sælge brugte ting på Internettet. De samme mennesker ville ofte ikke betænke sig på at købe ting gennem Den Blå Avis, men de synes, det virker mere risikabelt, når det foregår via Nettet. Jeg har selv købt adskillige ting inden for de sidste par år, uden at blive snydt. Så man kan faktisk gøre gode køb på Nettet og samtidig have en del sjov ud af det, men man skal selvfølgelig se sig for.
Her er et par gode råd, der kan mindske risikoen:

1. Se på hvem du handler med. Se på e-mailadressen. At personen har gratis e-mailadresse hos f.eks. hotmail.com under navnet pirate@hotmail.com, behøver selvfølgelig ikke at betyde, at han er en svindler, men tag det med i din samlede vurdering. En anonym email-adresse betyder i hvert fald, at du ikke kan finde ud af, hvem vedkommende er. Har han derimod f.eks. konto hos Cybercity, kan du melde ham til politiet, hvis han snyder dig, og de kan så få at vide, hvem e-mailadressen dækker over.

2. Se om personen har været i "gabestokken". Med dette menes der, at brugerne af nyhedsgrupperne er ret hurtige og effektive, når det gælder at hænge nogen ud, der prøver at snyde. Dette betyder også, at du skal holde dine aftaler for ikke selv at blive hængt ud. Sender du ikke varen eller pengene, går der ikke mange dage, før du kan læse dit navn i nyhedsgruppen under overskrifter, der advarer andre mod at handle med dig. For at se om den du handler med har været i "gabestokken", kan du checke ham på

groups.google.com

Dette er en slags database over alle indlæg i nyhedsgrupperne. Her kan du så søge på f.eks. personens navn. Hvis du så ser 40 tidligere indlæg i stil med "Pas på Carsten fra Thisted, han betaler ikke!!!" så skal du nok overveje enten ikke at handle eller også kræve forudbetaling, hvis det er dig der sælger en vare.

3. Overvej om prisen er urealistisk lav. Hvis en person f.eks. sælger en bærbar 500 Mhz maskine til 200 kroner og påstår, den virker perfekt, så er der en nærliggende risiko for, at du køber "varme" varer, altså stjålne genstande. Og husk: Selv om du er i god tro, når du køber, kan du alligevel blive dømt for hæleri, altså at du har aftaget stjålne varer.
Så i sådan et tilfælde vil det være klogt at spørge, om du kan få en kvittering for købet eller om vedkommende har en kvittering, fra da han selv købte varen. Hører du ikke mere fra ham, havde du måske ret i din formodning.

4. Bliver du snydt, så kontakt personen flere gange pr. e-mail. Prøv at ringe, hvis du har hans telefonnummer. Og kan du bare ikke få fat i ham og du ikke har fået dine varer eller penge, så meld ham til politiet! Husk at du ikke nødvendigvis er sikret, blot fordi I aftaler, at han skal sende varen pr. efterkrav, altså at du først betaler, når postbudet bringer dig pakken. Det kan jo være, at pakken kun indeholder avispapir. Hvis dette sker, skal du melde det på postkontoret, som så undersøger sagen og melder den videre til politiet.

At der er nogle få, der snyder, bør ikke afholde dig fra at købe og sælge via nyhedsgrupperne. Man kan faktisk gøre gode køb og man lærer mange sjove mennesker at kende. Og de fleste er rigtig venlige og ærlige. Personligt er jeg aldrig blevet snydt, hverken for varer eller betaling, og jeg har haft en masse skæg ud af at "ose" i nyhedsgrupperne efter de ting, jeg var ude efter.

God fornøjelse i nyhedsgrupperne.


Relaterede artikler:
Køb og sælg på nettet - auktionssider
TDC gør det godt. Kan Tele2 gøre det efter???
IP-telefoni - fra PC til telefon!
Advarsel mod Expert og Amitech - forbrugersikkerhed



Du skal være logget ind for at kunne poste et nyt indlæg Kategori: Kommentar til artikler
Emne:





     

Copyright © 2000-2016 Bip Foto
Ansvarshavende: Peter Blom Rørvig Skjelbo
Artikel - Nettets loppemarked - kamerasiden.dk