Alt er muligt - om det digitale billede

Af Ulrik Bak Nielsen, ulrik@faceon.dk, www.faceon.dk

Alle taler om det. Især mændene. Det digitale billede og digitale kameraer er blevet et naturligt samtaleemne som boremaskiner og nye fælge til bilen. Selv kvinder blander sig.

Alle har efterhånden en mening om opløsning, pixels og billedbehandling på computeren. Fotografer især må væbne sig med tålmodighed, når familiefædre og amatørfotografer begejstret formidler deres nyopdagelser i fotografiets verden af motiver, vinkler og kompositioner. For slet ikke at tale om de eksperimenter, der efterfølgende udsætter billederne for Photoshops mange filtre og effekter. Først når legen er afsluttet - og det kan tage mange år især i en digital billedverden - åbenbarer det væsentlige sig også for amatører; nok er alt muligt men ikke alt gavner.

Dermed er der taget hul på endnu en uendelig diskussion om, hvad der er god og dårlig smag. Og med lidt nøglehuls-kiggeri ind i filosofiens verden vil man genkende den evige diskussion om æstetik, det skønne og om kunsten. Men det er unægtelig svært ikke at ende ud i en tyk omgang smagsdommeri, og resultatet vil blive uinteressant. Derfor må vejen frem være at blive enige om nogle overordnede retningslinier, som alle fotografer og billedbehandlere - amatører som professionelle - kan tilslutte sig. Allerhelst skal denne tilslutning bunde i faglig og æstetisk erkendelse af, at noget fungerer og gavner mens ret meget andet blot er støj og unødvendige muligheder, der allerhøjst kan finde berettigelse i et øjebliks morsomhed og festligt indslag men som ikke har hjemme i den seriøse omgang med billeder.

Vær omhyggelig

Såmænd kan der fjernes både rynker i mormors ansigt, mos på græsplænen, uønsket hårvækst og ridser i lakken. Men spøgsmålet er, om resultatet fortjener det og om alternativet trods alt ikke ville have været både bedre, mere ærligt og i sidste ende mere interessant for publikum? Nu kan meget i digital billedebehandling gøres til et spørgsmål om udførsel. Det er klart, at ethvert indgreb eller overgreb på et billede lettere kan fordøjes såfremt det er udført med kompetent hånd og perfekt præcision. I kunstens og ikke mindst reklamens navn undergår billeder jo en lang række forvandlinger, som ofte udråbes til genistreger. Deraf kan udledes første retningslinie eller grundregel: Vær omhyggelig og præcis i arbejdet. Med et billede vil det sige i både optagelse og billedbehandling. Resultatet afslører, om billedet vil tages alvorligt og om fotografen overhovedet har haft evnerne. Denne første grundregel burde være udgangspunkt for al virke og kan derfor virke overflødig. Men hvem kan ikke kende sig skyldig i en gang imellem at tilsidesætte reglen i håbet om, at ingen alligevel kan se forskel. Men sandheden er ubarmhjertig. Der er næsten altid nogen, som kan se forskel, så hvorfor lade tvivlen komme i vejen for det gode resultat?

Behersk teknikken

Med billedet hentet fra det digitale kamera sidder man måske med et overbelyst billede i Photoshop. Men intet problem er større end at Photoshop og mange andre programmer kan gøre en fejl til en succes. Med kurver og farvejursteringer kan man, fordi man netop lærte det på sidste kursus, hente både tegning i skygge, farve og kontrast i et billede, der ellers ville være dømt til papirkurven, hvis det havde været i papirets og filmens tid. Overfor det digitale billede i Photoshop er vi alle troldmænd - og musen er tryllestaven. Men nu er det, at trylleformularerne driller. Med en klodset og kantet fritlægning konstrueres en kollage, der kunne være udført pænere med en døv saks i halvmørke. Ikke fordi man ikke var omhyggelig, men fordi man ikke kendte andre værktøjer en viskelæderet. Næste grundregel i rækken kunne derfor være: Kend dit værktøj, behersk teknikken og tro på, at der altid findes en bedre måde. Både kameraer og billedbehandlingssoftware (især Photoshop) tilbyder mange måder at arbejde på. Selv om resultaterne synes at være de samme, kan der være både tid og detaljer til forskel. Lær og opsøg altid ny viden om teknik og udstyr. Faglig kompetence og teknisk håndelag har altid været den professionelle håndværkers vindende formular. Enhver kunstner, der ønsker at bliver taget alvorligt, kender også konsekvensen af, at den tekniske færdighed stadig ikke er fuldt udviklet; man kritiseres på form fremfor indhold – også selv om det var sidstnævnte, der var hele pointen.

Brug sanserne

Det sidste af mine forslag til grundregler for al slags billedbehandling er knap så ligetil. Det handler nemlig om kunsten at se – altså hvad øjet fortæller og dermed viser i et billede. Ikke to skildringer af det vi ser er ens. Oplevelser vil altid være forskellige og det samme vil en efterfølgende gengivelse og skildring af oplevelsen. At kigge på billeder er en sansning på samme måde som at lytte til et stykke musik. Vi har forskellig smag, men smagen afgør mest, om vi lytter til jazz, countrymusik eller rock. Når vi diskuterer musiksmag diskuterer vi med andre ord genre. De fleste kan med lidt øvelse høre, når der opstår disharmoni eller når noget lyder skingert. Selvfølgelig kan musik komponeres så avanceret, at kun de meget øvede lyttere kan finde lyden og originaliteten interessant. På samme måde kan billeder opleves som en sansning med øjnene. Noget er naturligt behageligt, noget fungerer fordi det er konventionelt dvs. noget vi har lært at opfatte som "rigtigt" og måske endda smukt - mens andet påkalder lidt øvelse eller snarere erfaring i at "se". Farver, komposition, motiv, kontrast, beskæring etc. hører sammen med meget andet til både måden at betragte og vurdere billeder. Endelig er der den svært beskrivelige "følelse"; det vi næsten aldrig kan udtrykke, når vi står overfor et billede. Mindet, associationen, sammenligningen. Det er her fortolkning og formidling kommer ind i billedet. For at kunne lave billeder må man være i stand til at forstå billeder – og for at forstå billeder må man nødvendigvis kunne "se" billeder. For nogen er det en medfødt egenskab at kunne sanse begivenheder og følelser i billeder - men for de fleste er den en evne, der skal læres og løbende stimuleres og vedligeholdes. Den sidste grundregel er derfor: Lær dig selv at lave billeder ved at se på billeder. Kun ved at holde liv i den visuelle sansning kan man gøre sig håb om at udvikle et stadig bedre "øje" for det gode billede.

Skal professionelle (eller blot de seriøse) fotografer og billedbehandlere sikre sig selv en fremtid i konkurrence med de digitale muligheder og glade amatører, bør der mere end nogen sinde værnes om det gode billede. Netop det gode billede findes både i familiens sommerferietur til Rhodos, i portrætfotografens daglige fotoopgaver, i reklamefotografens studiebillede og i pressefotografens skildring af tilværelsen. Det gode billede ligger der såmænd allerede. Det er blot fotografens og billedbehandlerens opgave at hente det frem – bl.a. ved at kende til ovennævnte retningslinier. Men disse gør det naturligvis ikke alene. Fotografer, billedkunstnere og billedbehandlere har alle med det digitale billede adgang til uendeligt mange muligheder – men hvis ikke alt skal være tilladt, er det samme faggrupper, der skal være med til at danne rammerne for, hvad der er tilladt. Når nu ikke alt gavner kunne det jo være en naturlig pejling for, hvad der er godt og gavnligt for billedet - og hvad der blot er udnyttet muligheder.

Skrevet af Ulrik Bak Nielsen, www.faceon.dk